De seneste ekstraordinære år med først corona-krisen og herefter Ruslands invasion af Ukraine har haft og har fortsat store konsekvenser for vores samfund og os som borgere. Der er krig i Europa, inflationen steg i 2022 til det højeste niveau i 40 år.

I den aktuelle situation med høj inflation og fortsat pres på arbejdsmarkedet er det økonomisk ansvarligt, at regeringens finanslovforslag og finanspolitik i 2023 er stram. Regeringen tager samtidig fat på nogle af de akutte problemer, som Danmark og danskerne står over for.’I den aktuelle situation med høj inflation og fortsat pres på arbejdsmarkedet er det økonomisk ansvarligt, at regeringens finanslovforslag og finanspolitik i 2023 er stram. Regeringen tager samtidig fat på nogle af de akutte problemer, som Danmark og danskerne står over for, mener regeringen.

Her og nu er inflationen den allerstørste udfordring for dansk økonomi. For selvom den er aftagende, er den stadig høj. Samtidig ligger den økonomiske aktivitet på et højt niveau og presset på arbejdsmarkedet fortsætter. Derfor er regeringens finanslovforslag først og fremmest stramt. Samlet set er der planlagt en markant stramning af finanspolitikken i år svarende til en finanseffekt på -0,9 pct.-point, hvilket dæmper kapacitetspresset i dansk økonomi.

Finanslovforslaget håndterer også nogle af de mest akutte problemer, det danske samfund står overfor. Et bredt flertal i Folketinget har allerede indgået en aftale om ny inflationshjælp for 2,4 mia. kr., som hjælper nogle af dem, som er hårdt ramt af de stigende priser. Sammen med regionerne har regeringen aftalt en akutplan for vores sygehusvæsen, hvor der prioriteres samlet 2 mia. kr. til udgangen af 2024. I sidste uge blev et bredt flertal i Folketinget enige om etableringen af Ukrainefonden med en samlet ramme på ca. 7 mia. kr. i 2023.

Derudover ønsker regeringen at sikre den stabile drift ved at afsætte midler til en flerårsaftale for skattevæsenet og et løft af domstolene, så de kan styrke indsatsen med at få afviklet den pukkel, der er opstået.

– Den største økonomiske udfordring for Danmark og danskerne er den stadigvæk høje inflation. Det er noget, der kan mærkes i de danske hjem. Når regningerne skal betales, så skal vi i dag have flere penge op ad lommen. Formålet med finansloven for 2023 er derfor meget enkelt: Den skal bidrage til at bekæmpe inflationen, til gavn for danskerne og dansk økonomi. Det er det ansvarlige og rigtige at gøre. Hvis vi skal styrke vores forsvar, forbedre vores velfærd, og samtidig sikre, at Danmark fortsætter den grønne omstilling, så kræver det, at vi holder fast i reformsporet, og at vi fortsat træffer kloge og ansvarlige beslutninger, siger Finansminister Nicolai Wammen og bliver suppleret af fungerende forsvarsminister og økonomiminister Troels Lund Poulsen.

– Dansk økonomi er fortsat stærk og robust. Regeringens finanslovsforslag er ansvarligt og tilpasset økonomien, så det ikke puster til inflationen. Jeg glæder mig over, at vi prioriterer sundhedsvæsenet, bedre vilkår for virksomheder, en landsbypulje og en bredbåndspulje. Det handler om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark. Samtidig har regeringen sat en ny reformdagsorden, der vil øge den strukturelle beskæftigelse og sikre arbejdskraft til danske virksomheder. Det vil gøre Danmark rigere, så vi kan investere mere i vores sundhedsvæsen, Forsvaret og den grønne omstilling.

– Der følger ikke en regn af gaver med finanslovforslaget for i år. Det er hverken tiden eller økonomien til. Finanslovforslaget prioriterer få og vigtige initiativer. Blandt andet skaber vi tryghed om bevillingerne for en række kulturinstitutioner, sætter penge af til en ugeavispulje, nedsætter en national energikrisestab og viderefører det midlertidige takstløft til en række af de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Samtidig har vi arbejdshandskerne på og er gået i gang med at forberede reformer af samfundet, der skal sikre, at vi har råd til den grønne omstilling, vores fortsatte velfærd og kan foretage de nødvendige investeringer i vores forsvar og sikkerhed, slutter kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Regeringen vil invitere til forhandlinger om finansloven snarest muligt.