POLITIK. Fra begyndelsen af 2026 får en række psykiatriske patienter i Region Syddanmark bedre støtte i tiden lige efter en udskrivelse. Regionsrådet har besluttet at udvide det såkaldte 96-timers behandlingsansvar, så det også kommer psykiatrien til gode på linje med de somatiske sygehuse.
Ordningen betyder, at kommuner og praktiserende læger i de første fire døgn efter en udskrivelse kan kontakte den afdeling, som har behandlet patienten, hvis der opstår spørgsmål eller behov for faglig sparring. Det kan blandt andet dreje sig om medicin, ændringer i symptomer eller behov for hurtig opfølgning. Formålet er at skabe større sammenhæng i patientforløbene og mindske usikkerheden i en sårbar periode.
96-timers behandlingsansvaret har siden november 2023 været gældende for patienter på de somatiske sygehuse. Med den nye beslutning bliver ordningen nu også en del af psykiatrien. Udvidelsen udspringer af den nationale forårsaftale og er tæt koblet til den generelle styrkelse af psykiatrien og arbejdet med den kommende 10-årsplan.
I første omgang omfatter ordningen psykiatriske patienter over 17 år, som har været indlagt i mere end et døgn, er lægeligt færdigbehandlede og har behov for kommunal sygepleje efter udskrivelsen. Det gælder både patienter, der allerede modtager hjælp, og patienter, der skal i gang med et nyt kommunalt tilbud.
Formanden for Psykiatri- og socialudvalget i Region Syddanmark, Mette Bossen Linnet fra Venstre, ser beslutningen som et vigtigt skridt mod større lighed i sundhedsvæsenet. Hun udtaler »Det her er et vigtigt løft for psykiatrien. Vi har fra politisk side længe ønsket, at det udvidede behandlingsansvar også skulle gælde psykiatriske patienter. At kommuner og almen praksis nu får samme mulighed for råd og vejledning som i somatikken, sender et klart signal om ligestilling – og det kommer patienterne til gode.«
Regionen begynder med en afgrænset målgruppe, men ambitionen er, at flere patienter på sigt skal omfattes af ordningen. Ifølge Mette Bossen Linnet er både regionen og kommunerne indstillet på at arbejde videre med en udvidelse, når de nødvendige rammer er på plads. Hun forklarer »Vi starter med en mindre målgruppe, men både regionen og kommunerne ønsker, at flere patienter skal omfattes i fremtiden. Derfor vil vi arbejde målrettet for at udvide ordningen, så endnu flere psykiatriske patienter kan få et trygt og ensartet forløb – uanset hvor de udskrives til. Men det skal ske i et tempo, hvor rammerne følger med.«
I løbet af 2026 vil Region Syddanmark samle erfaringer fra den første fase og vurdere mulighederne for en bredere udvidelse. Her skal det blandt andet afklares, om børn og unge, der udskrives til botilbud eller sikrede institutioner, på sigt kan blive en del af ordningen. En eventuel udvidelse vil kræve både regionale og kommunale aftaler samt nationale afklaringer om ansvarsfordelingen i kommunerne.









