Jonas Jensen fra Nye Borgerlige sidder i Middelfarts Byråd. Han har fulgt sagen omkring Torben Østergaard-Nielsen og Nordic Waste, og han er træt af, at folk langer ud efter milliardæren fra Middelfart.

Nordic Waste er i fokus, da der ved deres anlæg i Ølst var sket et jordskred, som kunne udvikle sig til en miljøkatastrofe, da virksomhedens formål var at rense forurenet jord. Efter sagen ved Ølst i Randers Kommune har Nordic Waste erklæret sig konkurs, og der langes ud efter Torben Østergaard-Nielsen, som ejede hovedparten af firmaet.

– Jeg synes, at man udstiller Torben uden at vide, hvad der er hoved og hale i det. Man er skyldig, indtil det modsatte er bevist, men det er som om, at folkedomstolen har talt. Det klæder hverken befolkningen eller medierne at dømme Torben på forhånd, siger Jonas Jensen.

I stedet for at rette skyts mod Østergaard-Nielsen mener Jonas Jensen, at man skal kigge på en anden part i sagen.

– Min erfaring fra lokalpolitik siger mig, at man kunne undersøge Randers Kommune nærmere i denne sag. I stedet bliver der skudt løs mod en mand, der ikke er dømt. Man skal behandle mennesker pænt og vente på resultatet af en retssag, før man dømmer folk, forklarer Jonas Jensen.

Jonas Jensen mener derfor, at Randers Kommune skal kigges efter i sømmene i sagen.

– Jeg har før set i lignende sager, at der kan komme skeletter ud af skabet. Om det er tilfældet her, ved jeg ikke endnu, men jeg synes, det går over stregen at gå hårdt til Torben og hans familie, slutter Jonas Jensen.

AVISEN har rettet forespørgsel til samtlige partier i Middelfart Byråd omkring sagen med Nordic Waste og Torben Østergaard-Nielsen. Socialdemokratiet udtalte sig ved politiske ordfører Kaj Johansen, mens Venstres Kent Mosgård oplyser følgende:

– Som byrådsmedlem forholder jeg mig til politik i Middelfart og har derfor ikke behov for at udtale mig, hverken i den ene eller anden retning, om sagen i Randers, lyder det fra Mosgård.

Dermed er det ikke muligt at få Venstres besyv med sagen.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/