Torsdag offentliggjorde Region Syddanmark og PLO-Syddanmark, at de har indgået en ny aftale om lægevagten. På pressemødet, der blev holdt, afviste Birgitte Ries Møller, formand for PLO-Syddanmark, at der har været klager over lukningerne rundt i byerne.

I forbindelse med coronapandemien lukkede PLO-Syddanmark ned for flere lægevagtskonsultationer. Først efter presseomtale blev politikerne opmærksomme på sagen, hvor det viste sig, at omkring halvdelen af Region Syddanmarks konsultationer var lukket uden information til borgerne om, at dette var sket. I stedet blev borgerne sendt til eksempelvis Vejle eller Kolding. I efteråret 2022 skulle der forhandles en ny aftaler på plads mellem regionen og PLO, men forhandlingerne brød sammen.

Uden den store opmærksom blev forhandlingerne optaget, og tirsdag aften nåede parterne til enighed. Torsdag blev aftalen præsenteret på et pressemøde på Hindsgavl Slot, hvor det kom frem, at der fremover vil være 19 konsulationssteder. De 16 steder skal PLO-Syddanmark bemande fra senest den 1. februar 2024, og det drejer sig om lægevagten i Odense, Kolding, Esbjerg, Aabenraa, Sønderborg, Vejle, Svendborg, Faaborg, Assens, Nyborg, Middelfart, Fredericia, Haderslev, Varede, Brørup og Rudkøbing. Dertil kommer, at Region Syddanmarks to skadeklinikker i Tønder og Grindsted inddrages i lægevagten. Klinikkerne bemandes af regionale sygeplejersker med lægefaglig backup fra lægevagten. Lægevagtskonsulationen på Ærø bemandes som hidtil af læger fra Ærø Sygehus, mens konsulationsstederne i Ribe og Ringe nedlægges.

Aftalen træder i kraft den 1. februar 2023, men i perioden fra, da coronapandemien indtraf i foråret 2020, og frem til nu, har der ikke været nogen lægevagt flere af stederne, blandt andet i Fredericia og Middelfart. Politikernes anke har gået på, at det har givet utryghed for borgerne, men den køber Birgitte Ries Møller ikke.

– Vi har ikke haft klage fra patienter i den perioder. Vi har besøgt dem, som ikke kunne komme ind, så trygheden i den perioden har været stor, sagde hun til AVISEN på pressemødet.

Chefforhandler for Region Syddanmark, Bo Liebergren (V), har ønsket, at lægevagten blev mere tilgængelig end den har været i den seneste periode.

– Lægerne betragter det ikke som et lægefagligt problem. Vi har modsat haft et ønske om at være tilgængelige. I den aftale, vi har indgået, er der 16 steder der betjenes af PLO. Seks lukkes op igen eller otte alt efter, hvordan man regner det, sagde Liebergren.

I aftalen er der blandt andet indført en akutknap i den telefoniske visitation. Det betyder, at patienter med akut behov kommer foran i køen, og det er også muligt for udvalgt personale på plejehjem og bosteder at komme foran i køen til lægevagten.

– Det er en moderne aftale og tilføjer nye måder at se patienten på. Nu får vi en akutknap og en masse hjælpepersonale ud på de små steder, vi skal modernisere. Det giver tryghed til patienterne, og vi håber, vi får flere læger til at deltage i ordningen, forklarede Birgitte Ries Møller.

Med den nye aftale mener Bo Liebergren, at Region Syddanmark får Danmarks bedste lægevagt.

– Vi har et højt fagligt niveau i lægevagten. Vi har en aftale, der indeholder tilgængelighed. Vi har fortsat landets bedste lægevagt ud fra faglig kvalitet og nærhedssetuppet. Vi har også moderniseringer i det. Ambitionen er at besvare 90 procent af opkaldene inden for ti minutter. Vi har lavet en teknisk løsning så bosteder, og plejehjem kan komme foran den almindelige kø, så fagpersoner ikke skal vente i den almindelige kø, så den ene sundhedsprofessionelle ikke skal vente på den anden, sagde Bo Liebergren.

At lægevagterne er retur i store dele af Region Syddanmark bragte også glæde. Læs mere om det her: