FILM. Den Gamle Lillebæltsbro fylder 90 år, og i Panorama Biograferne ved Lillebælt markeres jubilæet med en helt særlig filmvisning. Biografen viser nemlig dokumentaren »Broens bygning«, som fortæller den imponerende historie om, hvordan broen blev opført – nærmest med håndkraft.

I samarbejde med Bridgewalking Lillebælt og Middelfart Lokal TV har Panorama arrangeret en række visninger af dokumentaren, hvor gamle stumfilmsklip fra 1930’erne er blevet digitalt restaureret og suppleret med fortællestemme. Filmen tager publikum helt tæt på processen – fra produktionen af sænkekasserne og nedboringen i Lillebælt til opførelsen af broens karakteristiske ståloverbygning.

Helle Broen fra Panorama Biograferne opfordrer varmt både middelfartere og fredericianere til at opleve filmen og mærke historiens vingesus.

»Det er en helt vildt fascinerende fortælling, fordi man simpelthen ser, hvordan folk har stået med en god gammel skovl og skovlet jord op fra bunden, simpelthen med håndkraft har bygget den her bro. Det er så imponerende,« siger Helle Broen og fortsætter:

»Så det er virkelig sådan et historisk vingesus, som jeg synes, at alle burde gå ind og se.«

Den Gamle Lillebæltsbro blev indviet den 14. maj 1935 med festligheder, hvor også de kongelige deltog sammen med borgere fra både Middelfart og Fredericia.

Panorama Biograferne håber samtidig, at fremtiden også byder på en dokumentar om Den Nye Lillebæltsbro, som publikum kan se direkte fra biografens foyer.

»Her fra vores lille udsigtsspot i Panorama kan man jo kigge direkte over på Den Nye Lillebæltsbro, og vi håber da også, at vi en dag kan vise en film om, hvordan den blev til,« siger Helle Broen med et smil.

Filmen vises i Panorama Biograferne flere gange i maj måned.

Se videoen nederst i artiklen, hvor Helle Broen selv fortæller mere om filmen og dens fascinerende historiske billeder fra broens opførelse: