På byrådsmødet den 30. september blev det besluttet at give Ejby-Hallerne en kommunal garantistillelse for et lån til overdækning af padelbanerne. Projektet har vakt stor opmærksomhed, da padel-sporten har opnået en stor popularitet, og tiltrækker flere spillere, og derfor er der et stigende behov for at kunne spille året rundt.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen forklarede baggrunden for ansøgningen og den kommunale garantistillelse:

– Vi har modtaget en ansøgning fra Ejby Hallerne om kommunal garantistillelse for lån til overdækning af de to padelbaner. På mindre end et år har Padel Ejby formået at få mere end 60 medlemmer, og man forventer, at medlemstallet vil stige yderligere ved en overdækning. Forvaltningen vurderer, at kravene til kommunegarantier er opfyldt. Derfor anbefaler Økonomiudvalget, at garantien godkendes, så projektet kan gennemføres.

Lars Vigsø fra Socialdemokratiet var en af de første til at tage ordet. Han fremhævede projektets potentiale til at skabe nye muligheder for sporten og understregede med stor glæde, hvordan det kunne komme hele lokalsamfundet til gode.

– Ja, det er en rigtig god sag for Ejby-Hallerne og Padel Ejby, og for alle, der benytter banerne deroppe. Padel er en sport, som alle kan dyrke, uanset alder, og med en overdækning kan vi sikre, at sporten kan dyrkes året rundt. Det er en stor fordel for lokalsamfundet.

Kent Mosgård fra Venstre var næste på ‘talerstolen’. Han brugte sin taletid på at fremhæve Venstres engagement i at støtte det lokale foreningsliv og sikre, at der er tilbud til både unge og ældre, der både styrker fællesskabet men også borgernes sundhed.

– I Venstre arbejder vi meget for at styrke kulturen og sammenholdet i vores foreningsliv. At padel i Ejby har vokset så meget, er et godt tegn for idræt og sundhed i byen. Derfor bakker vi også op om garantien, så banerne kan bruges hele året rundt. Og når vi udfordrer andre partier i Byrådssalen på holdninger og værdier, er vi selvfølgelig også klar til at udfordre dem til en padelkamp, når overdækningen er færdig, sagde han og Mosgårds kommentar blev mødt med smil i salen.

Morten Weiss-Pedersen fra Det Konservative Folkeparti overtog da ordet, og med et humoristisk glimt i øjet advarede han om de risici, der følger med, især for midaldrende mænd:

– Jeg håber virkelig ikke, at det fører til flere skader. Rundt omkring på skadestuerne ser vi en tendens til, at midaldrende mænd ofte kommer galt af sted med deres akillessener. Jeg synes, det er en lidt uheldig måde at få skader på. Jeg håber ikke, det er en bagtanke.

Johannes Lundsfryd Jensen svarede hurtigt tilbage med en smilende kommentar, der understregede, at skaderne som regel rammer dem, der ikke er i form:

– Skaderne opstår mest hos dem, der er i dårlig form, Morten.

Selvom der blev grinet i salen, var stemningen tydeligt præget af enighed om, at projektet ville gavne Ejby. Beslutningen om at yde en kommunegaranti blev godkendt, og med byrådets støtte kan projektet nu rykke videre til næste fase. Overdækningen af padelbanerne forventes at stå færdig inden for det kommende år, og både nuværende og kommende medlemmer af Padel Ejby kan se frem til at spille året rundt – uanset vejret.