MIDDELFART. Blandt gæsterne til Huskekage-eventen på Friplejehjemmet Lillebælt var også Ole Peterson, der selv lever med demens. For ham giver arrangementet en vigtig påmindelse om, at sygdommen kræver både opmærksomhed og støtte.
»Det er godt for alle med demens. Det er klart, at Alzheimerforeningen er den store, og den kan godt trække os andre med. Det er opmærksomheden, vi har brug for,« siger han.
Selv havde han ikke tidligere haft det store kendskab til Alzheimerforeningen, men han ser det som en styrke, at foreningen skaber opmærksomhed på tværs af demenssygdomme.
»Nu har jeg prøvet det igennem et stykke tid her, at have demens, og det er ikke særlig spændende. Det er ikke fedt. Derfor kæmper de med i deres kamp, og det er godt, at der er nogen, der vil,« fortæller han.
Vigtig støtte til forskning og foreningsarbejde
Ole Peterson håber, at de indsamlede midler kan være med til at styrke både foreningsarbejdet og forskningen på området. »Det betyder noget, at pengene bliver brugt rigtigt – til foreningsarbejde inden for demensområdet og til forskning. Det giver indsigt i, at der faktisk bliver arbejdet med tingene, og at nogen interesserer sig for at gøre det bedre og nemmere i fremtiden,« siger han.
For ham er dagens arrangement et vigtigt signal om, at mennesker med demens ikke står alene. »Det betyder en yderligere indsigt i, at der bliver arbejdet med tingene. Der er nogen, der involverer sig og interesserer sig for at gøre det bedre,« siger Ole Peterson.