KLIMA. Et 1,3 kilometer langt jorddige skal beskytte 91 sommerhuse ved Varbjerg Strand vest for Storå mod stormflod. Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget skal onsdag tage stilling til det endelige detailprojekt og til oprettelsen af et digelag, der skal stå for finansiering, drift og vedligeholdelse af anlægget.

Projektet har en samlet økonomisk ramme på fem millioner kroner og finansieres fuldt ud af de grundejere, der opnår beskyttelse. Diget får en højde på mellem 0,4 og 1,5 meter afhængig af terrænet, med en topkote på 2,5 meter langs Feddet og 2,0 meter ved Storå. Ved udløbet af Pavebæk etableres en sluse, som ifølge sagsfremstillingen skal holdes åben og kun lukkes ved varsel om stormflod af hensyn til den beskyttede natur langs bækken. Ved motorbådsklubben erstattes diget af en højvandsmur med tre indkørsler, så aktiviteten i klubben kan opretholdes.

Hver husstand i det berørte sommerhusområde kommer til at betale et grundejerbidrag på mellem 649 og 5.513 kroner årligt over 25 år. Beløbet afhænger af grundens areal og beliggenhed og er beregnet med udgangspunkt i et fastforrentet annuitetslån i KommuneKredit. Vejejere og ledningsejere med tekniske anlæg over jorden er også bidragspligtige.

Middelfart Kommune ejer én ejendom og tre vejarealer i projektområdet og bliver dermed selv bidragspligtig på lige fod med øvrige grund- og vejejere. Kommunens samlede bidrag er foreløbigt beregnet til 334.837 kroner.

Projektet har været i offentlig høring i efteråret 2025, og der indkom 21 høringssvar. Høringssvarene omhandler ifølge sagsfremstillingen blandt andet bidragsfordeling, parkering, placering af overgange i diget samt projektets afgrænsning. Bemærkningerne til bidragsfordelingen har ført til mindre rettelser i materialet, men har samlet set ikke givet anledning til ændringer i projektets udformning.

Sagen forelægges udvalget på ny, fordi et høringssvar som følge af en teknisk fejl ikke indgik i den første behandling af sagen. Hvidbogen er efterfølgende tilrettet.

Arbejdet med stormflodsbeskyttelsen ved Varbjerg Strand begyndte i 2015, hvor det rådgivende ingeniørfirma COWI udarbejdede en forundersøgelse for hele sommerhusområdet. I 2019 blev projektet opdelt i en vestlig og en østlig del med Storå som skillelinje, og i 2022 blev der nedsat en følgegruppe med repræsentanter for sommerhusejerne. I marts 2024 tilkendegav Byrådet, at man er villig til at ekspropriere, hvis det bliver nødvendigt for at gennemføre projektet.

Diget er ifølge sagsfremstillingen dimensioneret til at beskytte mod en såkaldt 100-årshændelse i 2070, svarende til det høje fremskrivningsscenarie for klimaforandringer.

Efter genbehandlingen i Klima-, Natur- og Genbrugsudvalget skal sagen videre i Økonomiudvalget den 26. maj og endeligt behandles af Byrådet den 1. juni.