Ny formand for Rock Under Broen vil holde fast i konceptet og bygge videre hvert år

KULTUR. Henrik Zederkof overtager formandsposten i Rock Under Broen efter Charlotte Skovby, og han lægger ikke op til at lave om på retningen. Festivalen skal fortsætte ad det spor, den har fulgt, med et lag eller to lagt ovenpå hvert år.
For ham kom skiftet ikke som en overraskelse. Som næstformand gennem flere år har han haft rollen som stedfortræder.
»Når man siger ja til at være næstformand, så har man rollen som backup. Det er at være backup og støtte til formanden. Så det var helt naturligt for mig at stille op,« siger han.
Han fremhæver samtidig, at hans forgænger stopper på et tidspunkt, hvor festivalen står stærkest.
»Charlotte har i god tid valgt at stoppe på toppen. Det kunne næsten ikke blive bedre,« siger Henrik Zederkof.
Selv er han ikke ny i rollen. Han var formand for festivalen for omkring 20 år siden i begyndelsen af nullerne, og han går nu ind i sit femte år i bestyrelsen i denne omgang oveni de tre år, han sad der tidligere.
At det er den samme festival, han vender tilbage til som formand, vil han dog ikke være med til.
»Vi er gået fra at være en lokal festival til i dag, hvad jeg i hvert fald kalder mindst regional, med 2 gange 25.000 i år. Med 50.000 gæster ligger vi i den pæne ende af de danske festivaler efterhånden,« siger han.
»Det var stort dengang, synes jeg. Men vi er jo en helt anden størrelse i dag.«
Ud over festivalerfaringen trækker han på et arbejdsliv som leder i en større virksomhed gennem 25 år.
»Der ligger en stor indsats i det der med at bygge teams op og få folk til at arbejde sammen på tværs af områder. Og det er jo det samme, man gør på en festival. Man skal have ham, der rejser telte, til at arbejde sammen med ham, der skal sætte barudstyret ind, så det kommer i den rigtige rækkefølge,« siger Henrik Zederkof.
Værdisættet bliver det samme som hidtil, og han peger på en bred palette af populærmusik som det bærende koncept. Til gengæld skal der ske noget nyt hvert år. Sidste års udgave bød blandt andet på en ny scene med DJ, et street food-område og nye indgangsportaler.
»Jeg ønsker, at det er en festival, hvor der sker lidt nyt og lidt spændende hvert år,« siger han.
Bestyrelsen er stort set den samme som hidtil. Peter Kjæmpe, der kommer ind som ny næstformand, har også siddet i bestyrelsen tidligere.
»Reelt set er det en intern rokade, vi har lavet,« siger Henrik Zederkof.
Han lægger vægt på, at festivalen står og falder med de frivillige.
»Vores styrke er, at vi har så mange gode, dedikerede frivillige, som år efter år hjælper os med at lave festival. Vi er afhængige af opbakningen fra alle de her loyale frivillige og foreninger, som hjælper os med at få det op at stå,« siger han.
Spørger man ham, hvad han håber, folk vil sige om hans tid som formand, er svaret uden store armbevægelser.
»Jeg håber, de kigger og siger, at skibet er fortsat på en støt kurs. Små udviklingsskridt hvert år. Man skal ikke forvente, at vi pludselig skifter genre eller lignende,« siger Henrik Zederkof.
»Vi har et velafprøvet koncept, og vi har fire udsolgte år bag os, uanset at vi hvert år har øget kapaciteten på pladsen.«
At holde fast betyder dog ikke at stå stille.
»Vi skal hvert år lægge et lag eller to ovenpå. Der er altid en masse idéer, og der er begrænsninger for, hvor mange vi kan nå. Men vi skal finde en enkelt eller to nye ting og tilføje noget til gæsternes oplevelse hvert eneste år,« siger han.



