Lotte Duelund Kragh er pr. 1. februar ansat som ny chefsygeplejerske på Kvindesygdomme og Fødsler på Kolding Sygehus, Sygehus Lillebælt.

49-årige Lotte Duelund Kragh har siden 2003 haft sin daglige gang på Kolding Sygehus, hvor hun blandt andet har arbejdet indenfor netop specialet kvindesygdomme og fødsler. De seneste seks år som oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske på operationsgangen, og før det var hun i syv år specialeansvarlig sygeplejerske inden for gynækologi/obstetrik, Sygehus Lillebælt i en pressemeddelelse.

– Jeg er helt vildt glad for at have fået jobbet og kan godt lide at være med til at give børn en god start på livet. Lige siden jeg blev uddannet, har jeg beskæftiget mig med – og været interesseret i – specialet kvindesygdomme og fødsler, siger Lotte Duelund Kragh.

Nu skal Lotte Duelund Kragh så være med til at lede hele afdelingen i samarbejde med den ligeledes nyligt tiltrådte Anne Cathrine Hoffgaard Munk, som er ny ledende overlæge.

– Jeg har været funktionsleder på operationsgangen i flere år, og jeg var blevet klar til at bevæge mig fra den daglige drift og ind i den strategiske ledelse. Og jeg har i lang tid haft lyst til at være med til at skabe rammen for nogle gode patientforløb i hele afdelingen og på den måde komme rundt om forløbene, fortæller hun.

Hun vil bruge den første tid som ny chefsygeplejerske på at besøge og hilse på personalet i hele afdelingen og se og høre, hvad de er optagede af.

– Jeg har ingen færdig strategi for, hvor afdelingen skal være på vej hen. Og det er allerede en rigtig god afdeling, hvor der er mange gode ting i gang. Men jeg glæder mig til at være med til at sætte mit aftryk på det, siger hun.

Lotte Duelund Kragh er født og opvokset i Vejen, men bor nu i Kolding i et ældre hus, som hun sætter i stand i sin fritid. Hun har tre børn i alderen 16 til 20 år – og er blandt andet også gymnastikinstruktør for et puslingehold.