SPORT. Der var både fart, drama og fantastisk opbakning, da Team Fjelsted onsdag aften tog hul på sæsonen i Speedwayligaen med et ventet comeback fra den hjemvendte Nicki Pedersen. Den fynske legende levede op til forventningerne og scorede imponerende 13+1 point i sin første officielle match tilbage i Fjelsted-dragten. Alligevel rakte det ikke til sejr for hjemmeholdet, der i en tæt og intens match måtte se sig slået 44-40 af gæsterne fra Holsted Tigers.

Opbakningen til matchen var massiv. Hele 2.211 tilskuere havde fundet vej til Fjelsted Speedway Center, hvilket er det højeste antal i flere år, og stemningen på lægterne var elektrisk fra første heat til det sidste.

Det hele blev først afgjort i 15. og sidste heat, hvor Holsteds stærke trio med blandt andre Bastian Pedersen (15+1) og Jacob Thorssell (11+2) trak det længste strå. Et marginalt nederlag, som ærgrer hjemmeholdet – men som også giver håb om mere i de kommende matcher.

»Det blev en intens og spændende match, som først blev afgjort i sidste heat, hvor Holsted Tigers desværre trak det længste strå og snuppede sejren. Det er vi selvfølgelig rigtigt skuffede over, men vi er også helt sikre på, at vi kommer stærkt tilbage om 14 dage,« lyder det fra klubben på deres hjemmeside.

Trods nederlaget er der stor optimisme at spore hos Team Fjelsted, ikke mindst på grund af Nicki Pedersens imponerende comeback. Publikum kvitterede med kæmpe opbakning, og stemningen i Fjelsted Speedway Center var i top fra første heat.

»Vores 48-årige hjemvendte fynbo Nicki Pedersen leverede varen med hele 13+1 point og beviste, at alder bare er et tal!« lyder det videre fra klubben.

Foruden Nicki Pedersen leverede både Benjamin Basso (11+1) og Frederik Jakobsen (9) solide præstationer. Det var dog ikke helt nok mod et homogent og stærkt besat Holsted-hold, hvor især Bastian Pedersen gjorde ondt på Fjelsted.

Næste opgave for Team Fjelsted bliver om 14 dage på udebane mod SES – Sønderjylland Elite Speedway – hvor holdet jagter sæsonens første sejr. Ifølge klubben er forberedelserne allerede i fuld gang, og der er tro på, at man snart kan tage revanche.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her