Middelfart Kommune kommer til at få et Nærhospital, når sygehuset omdannes til sådan et. Projektet anslås at komme til at koste i omegnen af 70 millioner kroner, og pengene skal findes i kommunens budget over de kommende år. Det er dog ikke besluttet, hvordan prioriteringerne skal være for at få råderum til det, men det får ikke betydning, at regeringens strukturkommission har udsat udmøntningen af 3,5 milliarder kroner til nærhospitaler landet over.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (A). Foto: AVISEN

Middelfart Kommune fortsætter nærhospital-projekt trods regeringens beslutning.

Sygehuset i Middelfart skal omdannes til et nærhospital, hvilket både byrådet i Middelfart Kommune og regionsrådet i Region Syddanmark har godkendt. Regionsrådet har også godkendt oplægget til, hvilke overordnede sundhedstilbud nærhospitalet skal rumme, herunder kommunale sundhedstilbud som rehabiliteringspladser, sygeplejeklinikker, akutsygepleje, sundhedspleje, socialpsykiatriske funktioner og et fælles telemedicinsk center.

– Vi har hele vejen igennem været enige om at gennemføre. Kan vi få statslige midler, er det et plus. I virkeligheden ændrer det ikke meget. Det kommer i alt til at koste ca. 70 mio. kroner med forbehold. Vi laver prioriteringer, og sådan er det altid, men det er ikke på plads endnu. Vi bruger ca. 80 mio. på anlæg om året, og de store programmer for daginstitutioner udløber om et par år, siger borgmester Johannes Lundsbryd (A).

Regeringen ønsker dog først at udmønte de planlagte 3,5 milliarder kroner til nærhospitaler, når en strukturkommission har givet et bud på fremtidens sundhedsvæsen. Kommissionen skal afslutte sit arbejde i foråret 2024.