Den 30. november 1874 lød der barnegråd i et soveværelse på Blenheim Palace i Oxfordshire. Den unge Winston havde to måneder for tidligt meldt sin ankomst som søn af Lord Randolph Churchill og Lady Randolph Churchill født Jannie Jerome datter af en amerikansk multimillionær.
På overfladen et priviligeret udgangspunkt for et barns opvækst. Den bitre sandhed var, at at det var en kærlighedsløs og dysfunktionel familie, hvor faderen ignorerede sin søn til fordel for sit politiske virke bl.a. som Finansminister og oratorisk begavelse i Parlamentet. Moderens kærlighed higede Winston også efter uden resultat. Hendes hovedinteresse var et High Society liv og efter mandens død skiftende herrebekendtskaber og ægtemænd, hvor den sidste var flere år yngre end Winston.
Den sikre og kærlige klippe i de første år var hans barnepige Anne Everest, som han kaldte “Woom” . Hun døde, da han var 21 år gammel, og en ulykkelig Winston betalte for hendes begravelse og vedligeholdelse af gravsted.
Samtidig var han uden de store midler og måtte forsørge sig selv som officer, forfatter og journalist, hvor han tjente og brugte masser af penge livet igennem.
De senere år fyldtes af ægteskabet med Clementine Hozier i 1908, hvor hun udover at blive mor til fire børn samtidig var ham en usædvanlig trofast støtte i politisk med -og modgang og tålte hans ind imellem meget excentriske opførsel.
Så var der selvfølgelig det politiske spor startende med hans første valg til Parlamentet i 1900 Oldham Kredsen som konservativ, og fra 1904 – 1922 liberal og endelig 1922 til sin død 1965 igen konservativ. I den første periode havde Winston flere ministerier bl.a. Marineminister, Indenrigsminister og Finansminister.
Men hans politiske liv blev ikke let, da mange konservative hadede ham på grund af skiftet til de liberale, ligesom hans formidable talegaver brugt at at spidde og latterliggøre sine politiske modstandere skabte ham mange fjender.
Det der i bund og grund reddede hans politiske virke blev fremkomsten af Adolf Hitler, hvis farlighed Winston så som den første og forlangte imødegået hårdt og kontant igennem oprustning til lands, til vands og i luften. Det betød en tid, at han blev isoleret som “krigsgal”, indtil han i 1940 nåede højdepunktet som Premierminister i krigskabinettet frem til 1945.
Her var det langt af vejens Churchills oratorisk fremragende radiotaler, der holdt befolkningens moral oppe måske mest af alt hans “Blod, slid, tårer og sved tale” i Parlamentet 13 maj 1940. Denne tale i kombination med endnu senere radiotale “Vi vil kæmpe på strandene, vi vil kæmpe ved landgangsstederne, vil vil kæmpe i markerne og i gaderne, vi vil kæmpe i bjergene-vi vil aldrig overgive os”.
Man sagde helt enkelt i samtiden, “Churchill mobiliserede det engelske sprog og sendte det i kamp”.
Er Winston Churchill relevant her 150 år efter hans fødsel? Se blot på Putin, Kina og Nordkorea, der er enige om at knægte de vestlige og demokratiske værdier til fordel for diktatur og massiv træden de almengyldige menneskerettigheder under fode. Her er vi sikkert ikke så heldige, at der dukker en ny Churchill op. Mindre kan også gøre det, hvis NATO og EU evner at holde sammen. Men hvad med Donald Trump? En trøst er her, at han historisk gør mere, end han bider i kombination med, at USAˋs globale styrke hænger tæt sammen med USAˋs allierede i NATO. Tænk her blot på Franklin D. Roosevelts kloge ord: “Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv”.
