Med budgettet for 2025-2028 på dagsordenen, er der allerede kommet forskellige perspektiver frem fra kommunens ledende politikere. Både borgmester Johannes Lundsfryd og Venstres spidskandidat, Anders Møllegaard, har nu delt deres holdninger til direktionens budgetforslag. Mens borgmesteren ser budgettet som en fortsættelse af kommunens vækststrategi, fremhæver Venstres spidskandidat både positive aspekter og nødvendige justeringer.
Anders Møllegaard ser overordnet set positivt på budgetforslaget, men understreger samtidig, at der er områder, hvor Venstre har bemærket behov for justeringer.
– Overordnet set synes jeg, at budgetforslaget er acceptabelt, men der er stadig nogle punkter, som vi i Venstre har bemærket, og som vi har haft drøftelser om, udtaler han onsdag til Middelfart Avisen.
Møllegaard fremhæver, at Venstre har mange ønsker, hvilket skyldes et ønske om at bevæge kommunen fremad på flere fronter.
– Der er ingen tvivl om, at Venstre har mange ønsker, men det skyldes, at vi har meget på hjertet og gerne vil fremad, og fortsætter:
– Generelt kan vi godt se, hvordan vi skal gribe det an, men der er nogle småting, hvor vi mener, at det er et forkert sted at spare. Vi mener, det giver mere mening at fastholde visse områder, og vi tror også, at det kunne være en god idé at tilføje nogle ekstra midler, forklarer Møllegaard.
Besparelser på børneområdet bekymrer Venstre
Budgetforslaget indeholder flere besparelser på børneområdet, som bekymrer Anders Møllegaard og Venstre. På dagtilbudsområdet er der planlagt besparelser, herunder indførelse af flere lukkedage og harmonisering af åbningstider i daginstitutionerne, hvilket samlet set skal give en besparelse på over en million kroner årligt.
– Vi mener, at det er et forkert sted at spare. Det kan blive svært for familierne at få hverdagen til at hænge sammen med ændrede lukketider og flere feriedage, siger Møllegaard.
Spidskandidaten for Venstre understreger, at det er vigtigt at finde en balance, der ikke går ud over familielivet.
– Jeg synes ikke, det skaber en god sammenhæng i familielivet, hvis man pludselig skal forholde sig til fire ugers lukketid henover sommerferien. Det betyder, at familierne reelt set kun får to ugers sommerferie, måske endda vær for sig, tilføjer han.
Forhandlinger og prioriteringer
Når det kommer til at sikre, at Venstres prioriteringer bliver reflekteret i det endelige budget, ser Møllegaard forhandlinger som vejen frem.
– Vi vil arbejde for det gennem forhandlinger og finde andre områder, hvor det er bedre at spare. Beløbet er ikke så stort, og vi har faktisk et rådighedsbeløb, hvor der er mulighed for at tilføre lidt ekstra midler, forklarer han.
Anders Møllegaard nævner også, at der er specifikke punkter i budgetforslaget, som Venstre mener kan justeres, såsom den foreslåede “Gede-patrulje”.
– Vi har fjernet nogle ting og tilføjet andre, så det handler om forhandlingsteknik, siger han og tilføjer, at han tror, der er bred enighed blandt politikerne om, at børneområdet ikke bør være et sted at spare, især ikke når der samtidig tilføres midler til skolerne.
Anders Møllegaard runder sin refleksion af med en klar tanke: Budgetforslaget rummer mange gode takter, men uden de rette justeringer risikerer vi at ramme ved siden af målet.
– At give penge til skolerne og samtidig tage fra børnehaverne, det er at skyde sig selv i foden, bemærker han med eftertryk afslutningsvis.
Med fokus på de nødvendige justeringer håber Venstre på at kunne indgå i et konstruktivt samarbejde, der sikrer et bredt politisk forlig om budgettet for 2025-2028. Målet er at sikre, at Middelfart fortsat kan udvikle sig som en attraktiv kommune for både nuværende og kommende borgere.