Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard besøgte tirsdag aften ABB’s danske hovedsæde i Middelfart Kommune. Her var omkring 80 gæster fra det lokale og nationale erhvervsliv samlet til en aften med fokus på klimaløsninger, energieffektivisering og de rammevilkår, der skal understøtte den grønne omstilling.
Virksomhedsbesøget fandt den 13. januar fra klokken 19 til 21 og satte særligt fokus på samarbejdet mellem virksomheder, kommuner og Christiansborg. Aftenen handlede både om lokale erhvervsinteresser og om løsninger, der har national og international betydning.

ABB spiller en central rolle i den grønne omstilling i Danmark og leverer teknologiske løsninger til en lang række af landets største energiprojekter. I virksomhedens højteknologiske domicil i Middelfart demonstreres blandt andet løsninger inden for intelligent energistyring, energieffektivisering, sol, varme, indeklima og ladestandere – teknologier, der kan give markante energibesparelser i industrien.
Virksomheden er blandt andet leverandør til storskala energiprojekter som European Energy i Kassø, Skovgaard Energy og Power to Ammonia i Ramme samt Topsoe’s SOEC-elektrolyseenheder. Dermed er ABB involveret i mange af de teknologiske landvindinger, der i disse år former den danske energisektor.
Fra kommunens side deltog direktør for Klima, Teknik og Energi, Christina Føns. Hun præsenterede Middelfart Kommunes arbejde med vedvarende energi og klimaambitioner.

Aftenen gav også indblik i Middelfart Erhvervs bredere initiativer for erhvervsudvikling, blandt andet gennem eksempler fra virksomheden Isoplus, der er storleverandør til fjernvarmesektoren. Samtidig blev der sat fokus på Triangle Energy Alliance, partnerskabet omkring PtX og grønne brændstoffer i Trekantområdet, hvor både ABB og Middelfart Kommune er centrale aktører.
Et centralt tema for aftenen var de strukturelle udfordringer, der i øjeblikket bremser tempoet i den grønne omstilling. Havvindsudbud, CCS, grønne brændstoffer til luftfart, grøn brint og dansk brintinfrastruktur er blandt de områder, hvor teknologien er klar, men hvor rammevilkårene ifølge arrangørerne ikke følger med.

Virksomhedsbesøget var arrangeret af Middelfart Erhverv i samarbejde med Triangle Energy Alliance og henvendte sig primært til fagfolk fra grøn energiindustri og lokalt erhvervsliv.








