Annonce

SPORT. Middelfart Boldklub måtte lørdag eftermiddag se sig slået 1-0 af Esbjerg fB på Middelfart Sparekasse Stadion, hvor 350 medrejsende Esbjerg-fans bidrog til en flot kulisse i sæsonens første hjemmekamp.

Første halvleg var præget af solidt defensivt arbejde fra begge hold, og målchancerne var få. Tættest på scoring kom Esbjerg efter 14 minutter, hvor bolden blev clearet dramatisk lige på stregen, mens Esbjerg-spillerne allerede jublede og troede, de havde scoret.

Anden halvleg begyndte med Middelfart i offensiven. Hjemmeholdet appellerede kraftigt for straffespark ved to lejligheder, særligt én situation omkring Benjamin Zjajo lignede et klart straffe, men dommer Jesper Nielsen vinkede begge gange afværgende.

Midt i Middelfarts gode periode slog Esbjerg til efter 60 minutter. Andreas Lausen modtog et indlæg fra højre side og sendte bolden i mål via en Middelfart-spiller, hvilket snød målmand Casper Radza fuldstændigt.

I slutfasen forsøgte Middelfart desperat at finde en udligning, og især indskiftede Aaron Akalé bragte energi og uro til Esbjerg-forsvaret. Mads Greve havde også en stor hovedstødsmulighed, men bolden gik over mål.

Esbjerg var dog tæt på at lukke kampen definitivt i overtiden, men Casper Radza reddede flot i en én-mod-én situation.

Annonce

Trods Middelfarts stærke pres mod slutningen sluttede kampen 1-0 til Esbjerg, der dermed sikrede sig alle tre point.

Annonce