Middelfart Sparekasse har ansat 38-årige Mark Friis Jensen som afdelingsdirektør for erhvervsafdelingen i Middelfart.

Nyt job: Mark Friis Jensen er ny mand i spidsen for erhvervsafdelingen i Middelfart Sparekasses hovedsæde i Middelfart. Han har 16 års erfaring fra finanssektoren og kommer fra en stilling som erhvervschef i Fynske Bank.

Mark Friis Jensen bor i Fredericia, men har arbejdet i Middelfart de seneste 10 år og betragter erhvervslivet i og omkring byen som sin arbejdsmæssige hjemmebane.

– Jeg elsker at arbejde med mennesker – både kolleger og kunder – og er drevet af en naturlig nysgerrighed for folk omkring mig. Det er fedt at motivere mennesker og se dem lykkes og udvikle sig som team, siger Mark Friis Jensen, som kommer til at beskæftige sig med den daglige ledelse og udvikling af forretningen i Middelfart Erhverv.

– Jeg har valgt Middelfart Sparekasse, fordi sparekassens værdier og menneskesyn tiltaler mig – og så var timingen rigtig i forhold til, at sparekassen har et ønske om at opruste på et område, hvor jeg har noget at byde ind med. Så det er en spændende udfordring, jeg glæder mig til at komme i gang med, siger han.

Fritiden går i vidt omfang med familielivet. Som far til to er der nok at se til, men Mark Friis Jensen finder selvfølgelig også tid til vennerne og til at holde sig i form med regelmæssig træning.

Tidligere leder fokuserer på andre opgaver

Mark Friis Jensen afløser Sune Hasseltoft som leder af erhvervsafdelingen i Middelfart. Sune Hasseltoft har bestredet lederjobbet samtidig med, at han havde det samlede, faglige ansvar for erhvervsområdet på tværs af alle sparekassens afdelinger. Det job stiller så store krav, at der var behov for en afdelingsdirektør til at varetage den daglige drift.

– Det er en fordel for både sparekassen og mig, at der nu er kræfter til fuldt at fokusere på mit job som fagchef og det vigtige job som leder af erhvervsafdelingen, og jeg ser frem til samarbejdet med Mark, siger Sune Hasseltoft.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her