Middelfart Boldklub har skrevet en 1-årig kontrakt med midtbanedynamoen Robert Kakeeto, som dermed fortsætter i klubben efter et års lejeophold.

Robert Kakeeto kom til Middelfart Boldklub i sommeren 2022, på et lejeophold fra den daværende Superligaklub AaB. Siden da er det blevet til fast spilletid på den centrale midtbane for Kakeeto, som også afsluttede sæsonen 2022/23 med at bliver kåret til Årets Spiller i Middelfart Boldklub.

– Lige fra Robert kom til Middelfart i sommers har vi været meget glade for ham og hans præstationer. Faktisk har vi siden nytår arbejdet på at få en aftale på plads for den kommende sæson, og vi er meget glade og tilfredse med at det er lykkes. Robert giver en masse ro og balance på holdet, og udover at være en holdspiller, fik vi ham også på måltavlen et par gange i den forgangne sæson. Robert var i mine øjne en af de absolut bedste spillere i 3. Division sidste år, og vi er derfor selvsagt meget tilfredse med at han fortsætter i den blå Middelfart-trøje, udtaler sportschef Søren Godskesen om kontrakten med Robert Kakeeto.

– Jeg kom til Middelfart i sommer på leje fra AaB med målsætningen om at få en masse spilletid. Det har jeg fået. Derudover er jeg kommet til en klub med en masse gode mennesker og fodboldspillere, og jeg har hele året følt med tilpas både på og uden for banen. Jeg blev derfor meget glad for at vi kunne blive enige om at fortsætte samarbejdet i endnu en sæson og ser frem til at hjælpe holdet til nogle gode resultater i 2. Division, udtaler Robert Kakeeto.

Kontrakten mellem Middelfart Boldklub og Robert Kakeeto løber frem til 30. juni 2024.