Middelfart Boldklub har ansat 45-årige Kim Engstrøm som ny cheftræner for klubbens hold i 2. division. Med ansættelsen får Middelfart en træner med omfattende erfaring og stærke resultater i bagagen.

Kim Engstrøm kommer fra en stilling som cheftræner i NordicBet Liga-klubben B93, hvor han førte holdet til oprykning i sommeren 2023 og efterfølgende etablerede klubben i landets næstbedste række. Tidligere har han arbejdet som U19-træner i både Vejle og OB, ligesom han har erfaring fra et ophold som træner for HB Tórshavn på Færøerne. Engstrøm har også den højeste træneruddannelse, UEFA’s Pro-licens, som han afsluttede i 2017.

Sportschef Søren Godskesen ser frem til samarbejdet med den nye cheftræner.

– Efter en grundig rekrutteringsproces er vi meget tilfredse med at kunne præsentere en kapacitet som Kim Engstrøm. Han har leveret fremragende resultater i B93 og ved, hvad der skal til for at tage os til næste niveau som hold og klub. Kim blev først en mulighed midtvejs i processen, men siden vores første samtale har der ikke været nogen tvivl om vores prioritering. Med Kim ved roret er jeg sikker på, at vi kan bygge videre på det fundament, vi har opbygget de seneste tre år, udtaler Søren Godskesen.

Kim Engstrøm glæder sig til at starte sit nye kapitel i Middelfart og har stor respekt for klubbens udvikling de seneste år.

– Da min tid i B93 sluttede, brugte jeg nogle dage på at fordøje det, men jeg kunne hurtigt mærke, at jeg gerne ville tilbage på banen. Som fynbo bosiddende i Odense har jeg fulgt Middelfart på afstand og set klubbens flotte udvikling. Jeg tror på, at jeg sammen med staben kan bidrage til at fortsætte den positive udvikling og flytte klubben yderligere. Jeg glæder mig til at komme i gang og hilse på både spillere og stab den 6. januar, siger Kim Engstrøm.

Kim Engstrøm har sin første arbejdsdag mandag den 6. januar, når træningen starter på klubbens anlæg på Færøvej.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her