På fredag d. 1. november åbner Middelfart Genbrugsplads igen efter en længere ombygning, der har holdt pladsen lukket siden juli.
Selvom genbrugspladsen nu er klar til at modtage besøgende, er den endnu ikke færdigbygget, og pladsen vil derfor fortsat fungere som en byggeplads med tung trafik og arbejdsområder. Affald og Genbrug Middelfart beder på deres hjemmeside alle besøgende om at vise hensyn og forsigtighed både over for hinanden og de arbejdere, der fortsat arbejder på projektet.
Genbrugspladsen vil have åbent mandag til fredag fra kl. 7.00 til 18.00 og i weekenden fra kl. 10.00 til 16.00. Dog vil det i øjeblikket ikke være muligt at aflevere eller hente genbrugseffekter, da den nye bygning til genbrug først forventes klar til foråret. Indtil da henvises borgere, der ønsker at bytte eller aflevere effekter, til byttezonen på Nørre Aaby Genbrugsplads.
Samtidig med genåbningen af Middelfart Genbrugsplads, ændres åbningstiderne på Nørre Aaby Genbrugsplads tilbage til de normale tider: mandag til fredag kl. 13.00 til 17.00, lørdag fra kl. 10.00 til 14.00 og lukket om søndagen.
Haveaffald kan ikke længere afleveres på pladsen ved Bogensevej, og private henvises i stedet til affaldsbehandlingsanlægget samme sted i weekenden.
Affald og Genbrug Middelfart har de seneste måneder gennemført omfattende forbedringer af pladsen, som er en del af en større omstrukturering til 94 millioner kroner. Ombygningen vil, når den står færdig, blandt andet give pladsen nye haller og overdækkede containere, hvilket vil forbedre både arbejds- og miljøforhold for besøgende.