FOTO: Middelfart Boldklub
FOTO: Middelfart Boldklub

Middelfart Boldklub forstærker målmandsteamet frem mod den kommende sæson. Klubben har skrevet en toårig kontrakt med 22-årige Tobias Haahr Jakobsen, der skifter fra Vejle Boldklub, når hans aftale dér udløber til sommer.

Tobias Haahr Jakobsen har siden sommeren 2021 været en del af målmandsteamet omkring førsteholdet i Vejle Boldklub. Det er i perioden blevet til syv kampe for vejlensernes førstehold. Efter sommerferien støder han til Middelfart Boldklub, hvor kontrakten løber frem til sommeren 2028.

Hos Middelfart vækker tilgangen begejstring. Sportschef Søren Godskesen ser det som et tegn på, at klubben er blevet et attraktivt skridt på vejen for unge spillere.

»Vi er glade for, at en spiller der i så lang tid har været en del af en superligatrup kan se meningen i at skifte til os. Det viser, at flere og flere spillere får øjnene op for, at Middelfart Boldklub er en spændende klub, når man som ung spiller skal flytte sig fra ungdomsfodbold til seniorfodbold.«

Han peger samtidig på, at den nye målmand kommer med en solid baggrund.

»Tobias har været en del af målmandsteamet i Vejle i snart fem år. Så han er en dygtigt trænet målmand, der som ungdomsspiller også var forbi OB. Derudover har han seks kampe på det danske U19-landshold, og han er fortsat kun 22 år gammel. Så det er en målmand, der har et spændende potentiale for fremtiden, der efter sommerferien kommer til os for at kæmpe om pladsen i målet.«

Ifølge sportschefen er der dog ingen garantier for spilletid.

»Man skal træne og spille sig til det, før man bliver valgt som førstemålmand i Middelfart Boldklub. Det er den bedste målmand, der står for os, og sådan bliver det både i foråret og efter sommerferien. Vi vil gerne bruge unge spillere, når det giver mening for os, men man er ikke automatisk god nok, bare fordi man er ung. Hos Tobias ser vi både et spændende niveau og et spændende udviklingspotentiale, så vi glæder os til at se ham i Middelfart-trøjen efter sommerferien.«

Hovedpersonen selv ser frem til skiftet og de nye rammer.

»Jeg synes, Middelfart Boldklub har gang i noget spændende, som jeg kan se mig selv i. Der er mange unge spillere i klubben, og de har vist, at de tør give unge spillere chancen. Det hele skal ikke gå op i ungdom, som det hurtigt kommer til at gøre i fodboldverdenen, men det er da selvfølgelig afgørende for mit valg, at Middelfart har vist, at de vil bruge unge spillere.«

Den 22-årige keeper beskriver sig selv som en moderne målmand.

»Jeg vil kalde mig selv for en moderne keeper, der gerne vil deltage i spillet med fødderne. Jeg vil gerne hjælpe holdet med at være en overtalsspiller. Derudover vil jeg som målmand gerne være aktiv i feltet, hvor jeg gerne blander mig ved at bokse, skubbe og slå, når det er nødvendigt. Jeg vil gerne tage ansvar, og jeg synes, jeg har nogle leder- og kommunikationsegenskaber, som kan hjælpe med at afværge situationerne, inden de opstår.«

Tobias Haahr Jakobsen bliver en del af truppen fra opstarten til næste sæson og skal herefter kæmpe om pladsen mellem stængerne i Middelfart.