Middelfart Boldklub har ansat den 46-årige Lars Spinner Hansen som assistenttræner og fuldender dermed trænerteamet, som består af cheftræner Kristoffer Johansen, assistenttræner Brian Kastling og målmandstræner Danny Carlsen.

Lars Spinner Hansen kommer fra et job som cheftræner i Danmarksserieklubben Marienlyst, hvor han har haft ansvaret som cheftræner. Tidligere har Spinner haft trænerjobs i Bogense, Næsby BK, Sædding/Guldager m.fl.

  • ”Siden vi tidligere på foråret modtog Jeppe Abels besked om, at han havde fundet sig et nyt trænerjob, har vi været i markedet for at finde en ny assistenttræner. Allerede i de første samtaler, jeg havde med Kristoffer, faldt snakken på Spinner. Han passer perfekt på den profil, vi søgte. Han har masser af trænererfaring og er vant til at stå på træningsbanen, samtidig med at han er nysgerrig og hårdtarbejdende. Jeg har tidligere arbejdet sammen med Spinner i Næsby, og her gjorde han et stærkt indtryk. Det er selvfølgelig et step op i forhold til niveauet, han kommer fra, men det er vi helt sikre på, at han hurtigt vænner sig til,” udtaler sportschef Søren Godskesen om ansættelsen af Lars Spinner Hansen.
  • ”Jeg er meget taknemmelig for muligheden i Middelfart og tilgår rollen som assistent med ydmyghed, da jeg ved, at det bliver et skridt op i forhold til det niveau, jeg kommer fra. Jeg har haft nogle rigtig gode år i Marienlyst, men mit civile arbejde kræver mere af mig, og derfor passer rollen som assistent i Middelfart perfekt for mig. Jeg glæder mig til at hilse på mine nye kollegaer og spillertruppen og komme i gang med arbejdet på træningsbanen,” udtaler Lars Spinner Hansen om sit nye job i Middelfart.

Lars Spinner Hansen har første arbejdsdag på søndag, hvor Middelfart møder tyske Eintracht Norderstedt i en træningskamp i Skærbæk.

Kontrakten mellem Middelfart Boldklub og Lars Spinner Hansen løber i første omgang frem til juni 2025.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/