En 49-årig mand og en 47-årig kvinde fra Roskilde blev mandag ved Retten i Kolding idømt betingede fængselsstraffe og bøder for systematisk at have snydt med køre- og hviletidsreglerne. Sagen drejer sig om mindst 17 tilfælde, hvor manden brugte kvindens førerkort for at skjule overtrædelserne.

Afsløret ved vejsidekontrol

Sagen startede den 7. april 2021, da Tungvognscenter Syd under Sydøstjyllands Politi standsede manden ved Middelfart. En politiassistent fattede mistanke om misbrug af førerkort, hvilket førte til at man indledte en efterforskning. Ved en ny kontrol den 4. juli 2021 på Hylkedal Rasteplads ved Kolding blev mistanken bekræftet. Den 49-årige mand sad bag rattet, mens kvindens førerkort sad i lastbilens takograf.

Retten fandt begge skyldige. Den 49-årige mand blev idømt 60 dages betinget fængsel, en bøde på 49.250 kroner og fik sin førerret til tunge køretøjer ubetinget frakendt i et år. Den 47-årige kvinde modtog en tilsvarende fængselsstraf og en bøde på 52.250 kroner for at have medvirket til snyd. Begge tiltalte erkendte forholdene, og bøderne blev nedsat på grund af den lange sagsbehandlingstid.

Tungvognscenter Syd bag afsløringen

Sagen blev efterforsket af Tungvognscenter Syd, som specialiserer sig i kontrol af tunge køretøjer. Centret udfører blandt andet kontrol af køre- og hviletider, farligt gods og miljøzoner. Tungvognscenter Syd er en del af Sydøstjyllands Politi og dækker flere politikredse, herunder Fyns Politi og Syd- og Sønderjyllands Politi.

Både manden og kvinden overvejer nu, om de vil anke dommen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her