Han er 21 år, selvstændig fiskehandler og byrådskandidat for Venstre. Mads Emil Møller kalder sig selv en lokal dreng med kærlighed til kommunen, en drivkraft for at ændre tingene og en klar ambition om en skarp, saglig og respektfuld debat uden personangreb.

Han er ikke typen, der sætter sig ned og venter på, at andre bestemmer. Mads Emil Møller kaster sig ind i politik, fordi han vil være med, når beslutningerne træffes tæt på hverdagen.
»Det er ren interesse. Jeg er nysgerrig, og jeg vil gerne være med i de beslutninger, der bliver taget lokalt. Jeg er en lokal dreng, og jeg vil virkelig gerne kæmpe for kommunen,« siger han.

Han beskriver de første debatter som både hårde og gode på samme tid. På scenen er tonen skarp, men fair. Udenfor kan den være noget helt andet.
»Når vi står i debatterne, går vi til hinanden, og sådan skal det være. Bagefter kan man stadig snakke sammen, og det er fedt. Men ude i byen og på de sociale medier har jeg oplevet et par grimme episoder. Der er nogen, der vil ytre sig, og det skal de have lov til, men man kan godt gøre det ordentligt. Man skal lade være med at gå efter personen,« siger han.

Det preller dog ikke af. Det tænder ham.
»Det giver mig blod på tanden. Hvis nogen prikker til mig og siger, at jeg er for ung, så tænker jeg bare, at nu skal jeg vise dem, at jeg mener det her og tager det seriøst,« siger han.

Han har mødt fordomme. For ung. For travl. For flyvsk. Han smiler ad det, uden at affeje det.
»Folk spørger, om jeg har tid. Jeg har ikke familie og børn, der venter derhjemme. Jeg er ikke god til at sidde stille, og jeg har sat tid af til det her. Nogle har også ment, at jeg var for flyvsk. Jeg kan stadig lære, men jeg kommer med en anden profil og energi. Hvis jeg ville leve af politik, så var jeg blevet i butikken. Der tjener jeg flere penge. Jeg stiller op, fordi jeg vil ændre noget,« siger han.

For Mads Emil Møller er tonen i valgkampen et afgørende tema. Han vil gerne have kant, men uden at det kammer over.
»Vi må gerne gå hårdt til hinanden i de politiske valg og i de beslutninger, der er taget. Det skal ikke være kedeligt. Men vi skal holde os til sagen og lade være med at gøre det personligt. Der går grænsen,« siger han.

Den tilgang hænger sammen med, hvordan han ser lokalpolitik. Ikke som en arena for evigt opgør, men som et sted, hvor folk løfter i flok, hvis de vil noget med byen.
»Lokalpolitik handler om, hvad man vil gøre for lokalområdet. Om man har gang i den. Om man vil trække noget. Det er sådan, jeg ser det,« siger han.

Han lægger ikke skjul på, at han også vil noget med sin egen vej. Han vil udvikle sin butik. Han vil blive ved med at komme i hallen og være en del af foreningslivet. Han vil have fuldtidsarbejde og fuldt engagement i byrådsarbejdet.
»Jeg kommer til at have et travlt liv ved siden af, men jeg er klar. Jeg bakker ikke ud ved en udfordring. Jeg vil gerne finde balancen mellem mit erhverv og politik,« siger han.

Under kampagnen har han oplevet den politiske kollegialitet som stærkere end sit rygte.
»Vi snakker faktisk godt sammen på tværs. Når man møder hinanden ude, er tonen god. Det gør mig optimistisk,« siger han.

Og hvad skal vælgerne hæfte sig ved, når de ser et ungt navn på en liste
»At jeg tager det seriøst. At jeg står på egne ben. At jeg vil gøre mig umage. Jeg vil drive en saglig debat, og jeg vil arbejde for at flytte kommunen. Det er det, der tænder mig,« siger Mads Emil Møller.