NATUR. Friluftsrådet har uddelt 2,7 millioner kroner gennem Lokalforeningspuljen, og det kommer flere lokale initiativer i Fredericia og Middelfart til gode.

I alt 103 foreninger fordelt på 56 kommuner i hele landet har modtaget støtte til at fremme aktiviteter inden for friluftslivet. Lokalt er flere spændende projekter blevet støttet med beløb op til 40.000 kroner.

I Fredericia får KFUM-Spejderne Taulov Gruppe 20.000 kroner til etablering af en ny bålhytte, der skal styrke friluftsaktiviteterne. Fredericia FDF i Christians Sogn modtager 10.000 kroner til at opgradere deres skovhytte med blandt andet nyt ventilationsanlæg og køkken, mens Fredericia Fritidssejlere får 30.000 kroner til renovering af Paradisbroen, som både lokale medlemmer og gæstesejlere nyder godt af.

På den anden side af Lillebælt er der også glæde at spore i Middelfart Kommune. Her modtager Føns Havhave 30.000 kroner til en ny ponton, der skal understøtte aktiviteter med dyrkning af muslinger. I Strib kan bådeklubben glæde sig over 35.000 kroner til nyt udstyr til sejladsaktiviteter for børn og unge.

Friluftsrådets forperson, Dorthe Mølvig, understreger, hvor vigtige disse lokale initiativer er:

»Selvom de tilskud, vi uddeler gennem Lokalforeningspuljen, ikke er så store, gør de en kæmpe forskel lokalt for de foreninger, som arbejder for at skabe et bedre friluftsliv. Når flere mennesker kommer mere ud i naturen, er det ikke bare godt for den enkelte, det skaber generelt også mere livskvalitet, sundhed og sammenhold i lokalsamfundene.«

Lokale foreninger har mulighed for at søge Lokalforeningspuljen en gang om året med beløb op til 40.000 kroner. Puljen udspringer af en politisk aftale fra 2017 og finansieres af spillehalsmidlerne, som er afsat til almennyttige foreninger rundt om i landet.