Leder: Ordentlighed er en by i Rusland
LEDER. Der findes ord, som holder op med at betyde noget, i samme øjeblik de bliver sagt højt i en byrådssal. Ordentlighed er et af dem. Det lyder som en standard, man måler sig selv med. I praksis fungerer det som en adresse, man sender andre hen til. Og i Middelfart er adressen de seneste uger blevet skrevet med stadig større bogstaver, netop som byrådet i aften skal vedtage det budget, ingen har haft tid til at diskutere.
Ordet tilhører ingen. Socialdemokratiet bruger det i denne uge, men Venstre brugte det i november, da kuppet skulle forklares som bredt samarbejde, Dansk Folkeparti brugte det, da kuppet skulle fordømmes som usmageligt, og de fire partier fra Tårnværelset bruger det nu, hvor de beder om, at aftaler holdes. Alle har haft ordet i munden. Ingen har haft det i hænderne hele vejen. Det er ikke en anklage mod nogen bestemt. Det er en beskrivelse af, hvordan ordet virker. Det beskriver sjældent en adfærd. Det udpeger som regel en modstander.
Tag sidste uges eksempel. Socialdemokratiet i Middelfart skrev, at konkrete medarbejderes ansættelsesforhold ikke hører hjemme ved det politiske forhandlingsbord, og at medarbejdere ikke må frygte, at deres navn bliver en brik i et politisk spil. Princippet er måske rigtigt, og det var rigtigt den 23. november i fjor, da fem politikere skrev en kommunaldirektørs navn ind i et aftalepapir. Men opslaget er rettet mod de to, der svarede ærligt på et spørgsmål i et tv-studie. Det nævner ikke den, der skrev under, og som siden har haft tre forklaringer på sin egen signatur. Han er forligspartner. Ordentligheden har, som den plejer, fundet den retning, hvor den koster mindst. Det samme kunne siges om ethvert andet parti, den dag det er deres tur til at holde en forligspartner i hånden. Der findes også historiske eksempler, hvor socialdemokratiet ville af med en kommunaldirektør.
Hvad adfærden så faktisk er, kan enhver se. Byrådsmøderne optages, og optagelserne fortæller mere om Middelfarts politiske kultur end nogen pressemeddelelse. Det afgørende øjeblik er ikke, når de store ord falder. Det er, når to eller tre medlemmer af byrådet beder om en sagsindsigt, stiller et spørgsmål, forvaltningen ikke havde regnet med, eller insisterer på at se et tal, før de stemmer. Så skifter rummet. Spørgeren bliver besværlig. Han er mærkelig, han forstår ikke, hvordan tingene foregår, de er ude af trit med den måde, man gør det på her. Det siges sjældent med ord. Det siges med et suk, et blik over bordet, et lille grin, der løber mellem dem, der ved bedre. Det er dér, uordentligheden bor. Ikke i spørgsmålet. I hånen. Og hånen har ingen partifarve. Den kommer fra den side af bordet, der har flertallet, uanset hvem der sidder der.
Et flertal, der udskammer dem, der undersøger, har et problem, som ingen rammebesparelse løser. For det er præcis de to eller tre, der kaldes skøre, som holder de øvrige ærlige. Det er dem, der læser bilagene. Det er dem, der spørger, hvorfor 78 sider i en aktindsigt er sorte, og hvem der betaler 2.000 kr. for havnefronten, når andre ikke gør. Man kan være lodret uenig med dem, og det er der rigeligt grund til at være i mange sager. Men den dag, de holder op med at spørge, fordi det ikke er til at holde ud at blive grinet ad, har Middelfart ikke fået et mere ordentligt byråd. Det har fået et mere bekvemt. Og bekvemme byråd er, historisk set, dem, der ender med de største sager.
Ingen skal hænges ud i dag. Det er sket rigeligt den seneste måned, og noget af det var fortjent. Men det er værd at holde fast i, at ordentlighed ikke er noget, man kan erklære, og ikke noget, ét parti kan tage patent på. Den kan kun observeres. Den viser sig i, hvordan et flertal behandler et mindretal, når mindretallet er irriterende. I om en borgmester svarer dem, der gav ham kæden, eller svarer et kamera i Odense. I om en forvaltning streger over, fordi loven kræver det, eller fordi den kan. Og i om det parti, der tilfældigvis taler højest om ordentlighed i denne uge, også er det parti, der vinder mest ved, at de andre tier. Næste uge kan det være et andet.
Budgettet vedtages i aften med 18 stemmer. Det er næppe det, aftenen bliver husket for. Læg i stedet mærke til, hvordan de syv bliver talt til, inden der stemmes. Det er den eneste måling af ordentlighed, der ikke kan manipuleres.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
