BLODMÅNE. Søndag aften stod himlen i rødt, da blodmånen viste sig. Over hele Danmark fulgte folk med, og AVISEN har modtaget en lang række billeder fra læsere, der greb kamera og mobiltelefon for at fastholde øjeblikket.
Fra Fredericia blev stemningen fanget flere steder. René Gram Bavnsgaard sendte et billede taget over byens tage klokken 21.05, mens Majbritt Nielsen indfangede blodmånen fra sit soveværelse i Egeskov. »Disse billeder er taget fra vores soveværelse på 1. sal, Fredericia i Egeskov,« skrev hun.



Også Lisbeth Skjoldbjerg Kristensen forevigede synet fra Egeskov. »Taget i Egeskov,« noterede hun, og hendes billeder viser den blodrøde måne hænge lavt over de gyldne marker.
Fra Stenderup har Niels Fulgjyr sendt et billede taget med et Nikon B500 klokken 21.09 i Nørre Aldum.
Flere andre læsere har delt deres oplevelser, blandt dem May Sparsø og Pavia Angutêraq Schmidt Andersen.
Fælles for billederne er, at de vidner om en aften, hvor naturen trak folk sammen om en sjælden oplevelse. Mens nogle satte sig med udsigt over markerne, gik andre ud på altanen eller stod ved vinduet i deres hjem – men alle med blikket rettet mod den samme himmel.




Også ved Snoghøj og Lillenæs blev blodmånen fulgt tæt. Anne-Mette Schlaikjær sendte en serie billeder, hvor hun beskriver, hvordan de sad klar allerede klokken 20 til den smukkeste solnedgang. »Den blev nydt, mens vi ventede på at kunne skimte månen. Klokken 20.37 kunne vi begynde at se den. Den var nu smuk, selvom vi måtte vente 45 minutter, kom den klart frem over Lillebælt,« fortæller hun.
Tak til alle, der har sendt ind. Vi bringer her et udpluk af de flotteste fotos af blodmånen, som kunne ses i al sin pragt søndag aften.