Lægevagtsaftalen, der trådte i kraft den 1. februar 2023, introducerede en række nye tiltag, som administrationen i samarbejde med sygehuse, kommuner og lægevagten har arbejdet intensivt på at implementere.

Et par af de nye nye tiltag er “akutknappen” samt den såkaldte “call back”-funktion. Disse blev lanceret den 11. april 2023, og deres anvendelse og påvirkning af ventetider har været under nøje overvågning siden. I perioden fra 11. april 2023 til 8. maj 2023 er der foretaget knap 2000 opkald ved brug af akutknappen og omkring 3500 opkald ved hjælp af “call back”-funktionen.

Flertallet af akutknapkaldene placerer sig i begyndelsen af ugen, med de fleste opkald omkring eller lige efter midnat. Siden implementeringen har akutknappen været anvendt i mindre end 10 % af opkaldene til lægevagten, hvilket betyder, at servicemålene for denne funktion har været opfyldt.

Pernelle Jensen (V), fungerende formand for det nære sundhedsvæsen, er glad for denne udvikling:

– Akutknappen bliver ikke misbrugt, som mange var bekymrede for. Tallene viser, at den bliver brugt med respekt og kun i de tilfælde, hvor der er behov for det. Anvendelsen ligger under det forventede niveau, siger Jensen og fortsætter:

– Når det kun er 4 %, så behandles den i hvert fald med respekt. Den anvendes kun ved akut behov. Man kan konkludere, at man ikke bare trykker på den – og det er positivt, da der kan være ventetid.

Det er dog ikke alle dele af det nye system, der har fungeret helt efter planen.

– Der har været udfordringer om natten med at nå at komme igennem indenfor to minutter, men det er en ny funktion og vi regner med, at man på sigt vil opfylde servicemålene, siger Pernelle Jensen og understreger, at dette gælder alle servicemålene for de øvrige opkald, hvor målet er at besvare opkaldene indenfor ti minutter.