EVENTS. Et 110 år gammelt skib med en moderne mission er på vej til Middelfart. Nationalmuseets træskonnert Bonavista sætter denne sommer kursen mod 13 danske byer med en last af genbrugstøj og klimaengagerede unge. Fredag den 18. juli lægger skibet til i Middelfart, hvor byens borgere inviteres til gratis bæredygtig shopping ved et stort tøjbyttemarked.

Bag initiativet står Nationalmuseet, som gentager succesen fra sidste års første Tøjbyttetogt. Konceptet er simpelt men effektivt. Genbrugstøj, indsamlet af unge fra hele landet, fylder skibets lastrum, og når Bonavista lægger til kaj, kan alle deltage i tøjbyttemarkedet og tage del i en klimavenlig forandring.

Med ombord er omkring 80 unge, som bruger en del af deres sommerferie på at sejle Danmark rundt. Undervejs arbejder de aktivt med alt fra at sætte sejl og lave mad til at organisere markederne i havnene. Initiativet kombinerer konkret klimaaktivisme med oplevelser af dansk maritim kulturarv.

Centerleder ved Nationalmuseets Skibe, Martin Andersen, glæder sig over, at Bonavista og dens historie får en ny rolle, hvor fortiden møder nutiden.

»Tøjbyttetogtet giver os en enestående mulighed for at forbinde vores maritime historie med nutidige samfundsudfordringer i Danmark. Sejlskibet Bonavista fungerer som en unik platform til at understøtte unge i at gøre noget aktivt for klimaet,« siger Martin Andersen.

Nina Wendelboe Hansen, konsulent ved UngHolbæk, der samarbejder med Nationalmuseet om projektet, fremhæver også tøjindustriens miljømæssige betydning.

»De unge ved, at tøjindustrien er en af de helt store klimasyndere. I togtet forsøger de at ændre på den måde, vi forbruger tøj på. For det er helt fair, at man gerne vil have noget lækkert tøj på, men det giver god mening at tænke mere bæredygtigt og lade tøjet få et længere liv,« siger hun.

Ved tøjbyttemarkedet skabes et engagerende miljø, hvor upcycling-værksteder, musik og formidling sætter fokus på klimabevidsthed og mere bæredygtige forbrugsvaner.

Også Det Nationale Ungeklimaråd og Den Grønne Tænketank CONCITO deltager i Tøjbyttetogtet. Sammen sikrer de, at unges budskaber når politikernes bord, og de gennemfører workshops med unge i alle landsdele, hvor anbefalinger omkring tekstilforbrug udarbejdes til lokale politikere.

Tøjbyttetogtet starter i Holbæk den 3. juli og slutter i Karrebæksminde den 28. juli. I Middelfart kan man opleve skibet fredag den 18. juli fra klokken 13 til 16, når Bonavista anløber havnen.