KIF Kolding og Anton Hellberg har forlænget kontrakten med hinanden for yderligere en sæson, så kontrakten nu løber frem til sommeren 2025. Dermed kommer han til at danne målmandspar med Emil Tellerup til næste sæson.
Den svenske målvogter kom til KIF Kolding midtvejs i indeværende sæson og har sidenhen vist sig at være kampafgørende i flere kampe. Begge parter har tilmed vist sig at være så tilfredse med samarbejdet, at aftalen nu er forlænget med endnu et år.
– Vi er glade for at Anton har valgt at fortsætte et år mere i KIF Kolding trøjen. Anton har fra første dag kommet med en utrolig ro og indstilling, som vi har oplevet både til træning og kamp. Samtidigt har han været kampafgørende i flere kampe, derfor ser vi frem til endnu en sæson sammen med Anton, udtaler sportschef Lars Christiansen.
– Det føles rigtig godt at forlænge min kontrakt med KIF Kolding. Det er en god klub med en masse gode mennesker, og det er samtidigt det helt perfekte miljø for min videre udvikling. Derfor glæder jeg mig til at spille i Sydbank Arena foran vores fantastiske fans endnu en sæson, siger Anton Hellberg.
Anton Hellberg har foreløbigt spillet 12 kampe for KIF Kolding og haft en samlet redningsprocent på 30,3 %.