Annonce

Trafikstyrelsens rådgiver, Dansk PersonTransport (DPT), har netop fremlagt en analyse, der anbefaler lukning af flere lokalstationer – herunder Kauslunde. Det sker under dække af effektivisering og hurtigere rejsetid, men det reelle resultat er, at mindre lokalsamfund endnu engang bliver taberne, hvis skrivebordspolitikken fra et kontor i København, får lov at sejre over virkeligheden.

Kauslunde og de øvrige benævnte byer, er ikke bare en prik på et kort. Det er et voksende lokalsamfund med børnefamilier, pendlerbehov og engagement. Stationerne er en livsnerve – både for de borgere, der bruger toget til arbejde og uddannelse, og for den bæredygtige udvikling, som vi alle taler så meget om. Hvis vi ønsker at fremme kollektiv trafik, grøn omstilling og bosætning, må vi begynde at handle derefter. Få passagerer i lokaltogene skyldes at de p.t. kører sjældent. Ikke manglende behov. 

Med den nye højhastighedsbane hen over Vestfyn bliver det tværtimod højaktuelt, at etablere en slags regional S-togsstrækning fra Trekantsområdet, over Odense til Svendborg. Det er et spændende projekt, der i sig selv kræver politisk mod og investeringer. Men det er også dybt bekymrende, hvis visionen om moderne, sammenhængende kollektiv trafik skal realiseres ved at udhule det eksisterende jernbanenet. For hvad nytter en ny højhastighedsbane, hvis den kun betjener de største stationer og efterlader landområderne som blind passagerer?

Det her handler ikke bare om minutter på en rejseplan. Det handler om principper – om at Danmark ikke kun består af de store knudepunkter, men også af landsbyer og lokalsamfund, hvor folk bor, lever og bidrager. Vi har brug for mere nærhed, ikke mindre. Flere forbindelser, ikke færre.

Lad os holde fast i, både lokalt og nationalt, om ikke at lade os styre af Københavnerbaserede rådgivere og deres analyser, og dermed gøre Kauslunde og lignende byer til ”collateral damage”, i jagten på effektivisering. 

Skal vi have et Danmark i balance, så kræver det, at vi investerer i helheden – også de små stationer.

Kent Mosgård, 

Kystmarken,

5500 Middelfart. 

Byråds- og regionsrådskandidat for Venstre Middelfart

Annonce
Annonce