JUBILÆUM. Den 1. februar kan Karen Grøn fejre 25-års jubilæum på Trapholt. Jubilæet markerer et langt arbejdsliv på museet, hvor hun siden 2010 har været direktør.
Karen Grøn begyndte på Trapholt i 2001 som museumsinspektør og har gennem årene været en central del af museets udvikling. Under hendes ledelse har Trapholt arbejdet målrettet med moderne kunst, kunsthåndværk og design samt med udstillingsformer, der inddrager publikum og tager aktuelle samfundsspørgsmål op.
Udviklingen kan også aflæses i besøgstallene. I 2010 havde museet 62.495 besøgende. I det senest afsluttede år nåede besøgstallet 138.468. Samtidig opnåede Trapholt en Net Promoter Score på 81, som er et internationalt mål for publikums tilfredshed og loyalitet.
Formand for Trapholts bestyrelse, Lars Nørby Johansen, fremhæver i forbindelse med jubilæet Karen Grøns betydning for museet og dets udvikling. »Karen Grøn har med sin vision og vedholdenhed været afgørende for Trapholts profil og position. Hendes arbejde har ikke blot styrket museet, men også sat vigtige spor i den bredere museums- og kultursektor.«
Ifølge museet er udviklingen sket i tæt samspil med en række samarbejdspartnere, herunder Kolding Kommune, som har haft betydning for museets lokale forankring.
Jubilæet bruges samtidig til at fremhæve medarbejderne på Trapholt. Museet peger på, at det er et fælles arbejde blandt kollegaer på tværs af fagligheder, der har været med til at løfte museet gennem årene.
Trapholt har under Karen Grøns ledelse modtaget flere nationale og internationale priser og anerkendelser. Blandt andet blev museet i 2021 tildelt European Art Museum Award af European Museum Academy.
Karen Grøn har desuden været en synlig stemme i den kulturpolitiske debat om museernes rolle og ansvar. Hendes arbejde bygger blandt andet på forskningsmæssig erfaring og internationale ophold, herunder som visiting researcher på Tate i London.
Den stigende interesse for Trapholt har medført, at museets nuværende rammer er blevet for trange. Derfor står museet foran en større udvidelse og ombygning. Forud for den cirka 14 måneder lange ombygningsperiode lukkede museet ved årsskiftet. Lukningen blev markeret med en kunstparade i Koldings midtby samt et arrangement den 30. december 2025, hvor 400 borgere deltog i en fælles afsked med de nuværende rammer.
Jubilæet markeres med reception fredag den 1. maj klokken 13-15, hvor også Karen Grøns 60-års fødselsdag den 2. maj fejres.









