Der er politisk jordskælv i Middelfart torsdag, hvor et stort presseopbud foran rådhuset kunne overvære, at Anders Møllegård fra Venstre nu er udpeget som kommunens nye borgmester. Det sker efter dramatiske døgn med intense forhandlinger, hvor Socialdemokratiets hidtidige flertal er væltet, og en alliance på 13 mandater har samlet sig om Møllegård.
Foran rådhuset trådte først Ulla Sørensen frem. Hun har de seneste døgn stået i centrum af dramaet, efter at hun skiftede fra Socialdemokratiet til Venstre og i timerne efter valget blev omtalt som mulig borgmesterkandidat. Det afviser hun nu.
»Jeg har nu været forhandlingsleder. Og I alle sammen troede, at jeg skulle være borgmester. Og kaldt mig det. Men jeg er altså kun forhandlingsleder, og det er meget vigtigt.«
Hun fortsatte:
»Det er ikke mig, der bliver borgmester. Og det har jeg aldrig ønsket. Jeg vil gerne prsæentere vores nye borgmester.«
Kort efter trådte Anders Møllegård frem og bekræftede nyheden.
»Det er mig, der er blevet peget på. Vi har forhandlet i går, og som det kom ud, så er det Ulla, der har været forhandlingslederen på det her. Og vi har siddet og forhandlet i går, og vi er blevet enige om her i dag, at det bedste bud, og den, der har samlet mest igennem hele valgkampen, og lavet det brede forlig, det er mig. Og derfor har jeg jo et stærkt samarbejde, vi har startet op på.«
Han forklarede videre, hvilke partier der står bag beslutningen:
»Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Alternativ og Liberale Alliance og så Venstre, og de har peget på mig til at stå i spidsen.«
Møllegård understregede, at han ønsker et så bredt samarbejde som muligt i det kommende byråd:
»Og det vi gerne vil, vi vil faktisk gerne lukke op for en bredere konstruktion, så vi vil selvfølgelig gerne invitere de andre partier ind. Det er det, vi gerne vil. Vi vil gerne et bredt samarbejde. Men de skal nok også lige sunde sig lidt, for det her har nok været en mavepuste for nogen. Men vi vil gerne det brede samarbejde, og det er sådan set det, vi arbejder videre med.«
»Jeg er Middelfarts nye borgmester. Det er jeg blevet igennem dialog og stærk samarbejde med nogen, og så har jeg egentlig ikke yderligere kommentarer til det.
På spørgsmålet om, hvad han har tilbudt i forhandlingerne, svarede han kort:
»Nu har I fået udmeldingen, og så kommer der flere løbende.«
Hvad tænker du om den proces, der har været? Først så lignede det, at Johannes Lundsfryd var borgmester. Nu er det dig?
»Jamen altså, det er jo en proces, der har taget nogle dage, og selvfølgelig er vi jo glade for, at vi er kommet videre. Og som sagt, jeg synes jo, det er dejligt, at der er et bredt flertal, der har peget på mig. Det er 13 mandater.«
Han tilføjede om sin egen rolle:
»Det er bare med omvendt foretegn. Jeg tror bare, at der er nogen, der har set, at det er faktisk en, der er god til at samle, og det står jeg fast på.«
Med udmeldingen står det nu klart, at Middelfart får et nyt politisk styre, og at Anders Møllegård fremover bærer borgmesterkæden.








