JUBILÆUM. Der er dage, hvor en skole ikke bare er en skole. Hvor klasseværelser, gange og haller løftes ud af hverdagen og bliver til noget større. Sådan en dag er torsdag den 8. januar, hvor Strib Skole fylder 125 år – midt i Strib, midt i historien og midt i det fællesskab, som generation efter generation har været en del af.
Jubilæet er ikke samlet i én enkelt markering, men strakt ud over tre festdage, hvor skolen er sammen på tværs af alder og årgange. Det har været et bevidst valg, fortæller skoleleder Marianne Nielsen. »Altså, vi har tre festdage. Og i går der dansede vi, og vi sang, og så har vi været ude i nogle forskellige værksteder, hvor indskolingen og mellemtrinseleverne og udskolingen har fulgtes ad,« siger hun.
Onsdagens program var bygget op netop om det møde på tværs. Eleverne blev blandet og sendt ud i tre forskellige værksteder, hvor aktiviteterne varierede, men fællesskabet var fællesnævneren. Ét sted blev der sunget sammen med gæstelæreren Anders Møller, et andet sted dansede eleverne folkedans. Midt i aktiviteterne satte alle elever også et mere varigt præg på jubilæet. Hver elev lavede et blad, som nu er sat på et fællesskabstræ – et samlet billede på fejringen, hvor alle bidrag er synlige. »Alle eleverne har lavet et blad, som skal sættes på et fællesskabstræ. Det er et synligt tegn på, at vi har den her 125 års fejring,« siger Marianne Nielsen.
Torsdag morgen blev tråden samlet op. Hele skolen var samlet i hallen, og det, eleverne havde arbejdet med dagen før, blev løftet ind i et fælles rum. Sangene vendte tilbage – denne gang sunget af alle og til alle. »Her til morgen har vi været samlet nede i hallen, hvor vi har sunget de sange for og med hinanden, som vi sang med Anders Møller i går,« fortæller hun.
Senere på dagen fik jubilæet endnu et lag. Allerede i efteråret har 5.B plantet en lommeskov sammen med en organisation, der arbejder med bæredygtighed. I forlængelse af det blev der torsdag gravet en tidskapsel ned, med små spor af den tid, skolen står i nu. »En fysisk tidskapsel med ting, der viser noget om, hvad det er for en tid, vi er i. Og den har vi så gravet ned i dag,« siger skolelederen. Indholdet er bevidst hverdagsnært. Der er blandt andet lagt oplysninger om hverdagsliv og en QR-kode til en podcast, der er lavet i anledning af jubilæet. Tidskapslen skal først graves op igen, når skolen fylder 150 år.
Torsdag blev også dagen, hvor skolen åbnede dørene for lokalområdet. Et åbent hus, hvor jubilæet blev delt med både tidligere elever, forældre og dem, der har deres daglige gang på skolen. Dagen gav plads til både fejring og eftertanke – til sang, taler og minder, der fik lov at blive hængende. »Der har vi sunget fødselsdagssang, og jeg har holdt en tale, og vores formand fra elevrådet har holdt en meget, meget fin tale,« fortæller Marianne Nielsen.
8. årgang havde i den anledning lavet en udstilling om udviklingen på Strib Skole og i Strib. Samtidig blev der åbnet et vindue til de seneste årtiers skoleliv, da gamle klassefotos blev fundet frem. »Vi har fundet de gamle klassefotos frem fra afgangseleverne tilbage til 1984 og så op til 2025,« siger hun, og fortæller, at mange kunne genkende både ansigter og minder fra deres egen skoletid.
Gæsterne fik også mulighed for selv at sætte ord på deres relation til skolen. I et værksted kunne man skrive små hilsner, som en nutidig mindeopsamling, hvor sporene fra dagen blev samlet.
Fredag morgen rykker jubilæet ud i byen. Med lanterner i hænderne bevæger eleverne sig ud på tre ruter i et lysoptog gennem Strib. Og hvis vinteren holder fast, kan den hvide sne blive et stemningsfuldt punktum for tre dages fejring. »I morgen klokken 08.10 laver vi et lanterneoptog, hvor hver elev har lavet sin egen lanterne. Så går vi ud på tre ruter rundt i Strib,« fortæller Marianne Nielsen.
Når optoget er slut, og eleverne vender tilbage til skolen, venter det, der hører en fødselsdag til, nemlig kage, sang og tradition. »Vi skal selvfølgelig have brunsviger,« smiler hun. Derudover bliver en særlig fynsk tradition også en del af dagen, i jubilæumsåret i et helt særligt omfang. Eleverne skal lave 125 fødselsdagsraketter. »Der er steder på Fyn, hvor man har tradition for at lave fødselsdagsraketter, og dem skal vi selvfølgelig også have lavet 125 af.«
Når man spørger til børnenes reaktion i disse dage, vender Marianne Nielsen tilbage til det, der i hendes øjne binder det hele sammen, her fællesskabet. »Noget af det, der er vigtigt for os, også i vores traditioner, er at være sammen i de her store fællesskaber,« siger hun.
På Strib Skole bliver det fællesskab gjort konkret gennem traditionsdage og venskabsklasser, hvor relationerne rækker ud over klasselokalet, og hvor de ældste elever får ansvar for de yngste. For Marianne Nielsen er jubilæet derfor mere end tre festdage. Det er et øjeblik, hvor skolens historie bliver nærværende, ikke som noget fjernt, men som noget levende. »Når man står i sådan noget her, bliver man både enormt stolt og meget ydmyg. Vi er en del af en historie, og vi er med til at skrive den, men vi kan jo ikke huske så langt tilbage,« bemærker hun.
Og netop dér, midt mellem dem der kan huske 100-årsdagen, og de børn der en dag vil opleve 200-års jubilæet, står Strib Skole i dag. »Det der med, at de faktisk spænder over 100 års historie – det er vildt,« slutter skolelederen med et stort smil.







