MIDDELFART. På Friplejehjemmet Lillebælt var der fredag eftermiddag dækket op med kaffe og kage, da beboere, pårørende og frivillige deltog i et særligt arrangement til fordel for Alzheimerforeningen.

Under navnet Huskekage samler plejehjem over hele landet penge ind ved at sælge kage, og i år var det første gang, Friplejehjemmet Lillebælt deltog.

»Danske Diakonhjem kontaktede os og spurgte, om vi ville være med. Jeg spurgte vores køkkenleder, om hun ville bage kage til dagen – og heldigvis sagde hun ja,« fortæller forstander Nadja Müller-Friedrich.

Fokus på demens

For mange af plejehjemmets beboere er demens en del af hverdagen. Derfor var det oplagt at bakke op om sagen, mener forstanderen.

»En stor del af vores borgere har demens. Så jeg synes, vi skal være bevidste om, hvad det betyder – både for den enkelte og for os som samfund. Det giver rigtig god mening, at vi støtter op om Alzheimerforeningen,« siger hun.

En åben dag

Selvom fremmødet ifølge forstanderen ikke var det største, var stemningen varm og positiv.

»Det er fantastisk, at pårørende og frivillige kigger forbi. Det giver støtte, og det betyder noget for både beboere og personale,« siger Nadja Müller-Friedrich.

For hende var arrangementet også en mulighed for at vise livet på plejehjemmet frem.
»Det særlige ved sådan en dag er, at vi igen åbner huset op. Vi giver et indblik i, at hverdagen på et plejehjem er mere end at sove og spise. Det handler også om fællesskab og aktiviteter,« fortæller hun.

Kan blive en tradition

Det var første gang, Friplejehjemmet Lillebælt holdt Huskekage-event, men sandsynligvis ikke den sidste.

»Jeg tror bestemt, vi gør det igen. Jeg håber også, at det kan inspirere andre plejehjem til at holde et lignende arrangement. Hele ugen er jo udpeget til at sætte fokus på demens, så det kan lige så godt blive en tradition,« siger forstanderen.