Holm Trio er et af de bands, der for alvor har slået rødder i Middelfarts musikscene. På trods af navnet består trioen af fire medlemmer – en detalje, der ofte skaber både undren og smil hos publikum. Men netop denne lille kuriositet er blevet en del af bandets charme.
Bandet består af de fire rutinerede musikere: Louise Holm, Søren Lundsfryd, Jesper Kaae og Flemming Koch, som hver især bringer deres personlige historier og musikalske baggrund ind i gruppens fællesskab. Hver af dem har fundet en balance mellem det lokale hverdagsliv og musikkens krav, og de ser det som en stor styrke.
Holm Trio startede som en simpel duo mellem Louise Holm og Jesper Kaae. De spillede mindre jobs rundt omkring i Middelfart og omegn, men som årene gik, voksede projektet. De første spæde skridt mod en trio blev taget, da Søren Lundsfryd blev en del af bandet. Mødet med Søren var nærmest tilfældigt, men det skabte en musikalsk kemi, som bandet hurtigt kunne mærke.
– Vi fik nogle jobs på et sted i Fredericia, hvor Søren spillede den ene dag, og jeg spillede den anden dag. Vi kendte ikke hinanden på det tidspunkt, men vi begyndte at tale sammen, og så kunne vi lige så godt få det til at fylde lidt mere med tre personer, siger Jesper.
Men Holm Trio voksede snart til fire, da Flemming Koch sluttede sig til bandet. For Flemming var det at blive en del af Holm Trio ikke kun et musikalsk valg, men også en personlig beslutning om at blive mere involveret i det lokale kulturliv.
– Jeg har spillet rigtig meget i mange år over hele landet, men jeg havde ikke rigtig noget lokalt. Jeg følte, at det var en god mulighed for at finde noget lokalt forankret musik og samtidig have det sjovt med det. Og så tænkte jeg, at det var sjovere end at begynde at gå til madklub eller padeltennis, forklarer Flemming med et grin.
Navnet ‘Holm Trio’ er derfor ikke kun et musikalsk varemærke – det er nemlig også blevet en del af deres identitet som et band, der tør lege med konventionerne.
– Vi har efterhånden spillet sammen i ti år, og vi er blevet ret glade for navnet. Det har skabt mange sjove samtaler med publikum, fortæller Flemming.
En del af Middelfarts musikliv
Selvom Holm Trio ikke længere er en del af det mere aktive musikmiljø med unge bands, føler de sig stadig forankret i Middelfart. De spiller regelmæssigt til lokale arrangementer og er altid glade for at se velkendte ansigter i publikum.
– Vi har spillet mange steder her i byen, som Guldkronen, Kolibrien og Nytorv. Når vi slår noget op, kommer folk for at høre os, og det er vildt hyggeligt. De lokale støtter virkelig op om os, fortæller Louise Holm.
Hendes forbindelse til byen er tydelig, idet vi snakker med hende, og hun beskriver det som en stor gave, at de altid bliver mødt med varme og opbakning, når de spiller.
– Vi er måske blevet lidt ældre, og vi har ikke så meget med de andre bands at gøre længere, men vi er dybt forankrede i Middelfart. Folk kender os, og vi er en del af byens musikscene, siger Jesper Kaae.
Søren Lundsfryd tilføjer, at bandets nære forbindelse til publikum er noget, der skaber en særlig stemning.
– Der er tit genkendelige ansigter i publikum, når vi spiller, og det skaber en tæt, intim atmosfære. Det betyder meget for os.
Økologisk musik og en fleksibel arbejdsrytme
Holm Trios musikstil beskrives bedst som jordnær, og selv beskriver de den som “økologisk.” Det betyder ikke nødvendigvis miljøvenlig musik, men er snarere en metafor for en nærværende og specielle lyd.
– Vores musik er akustisk baseret. Jesper spiller keyboard, Søren akustisk guitar, jeg spiller cajón, og Louise synger. Det giver en meget nærværende lyd, og vi kalder det økologisk musik, fordi det føles naturligt og simpelt, forklarer Flemming Koch.
Holm Trio har også en afslappet tilgang til deres øvetider.
– Vi er ikke et band, der øver hver uge. Vi øver op til et job, og så giver vi den gas i de dage, vi har sat af til det, fortæller Søren.
Det er et bevidst valg, som gør det muligt for bandet at fastholde den nødvendige fleksibilitet, der passer ind i deres travle liv.
– Vi går ikke til torsdagsøvning som mange andre bands, men når vi samles, arbejder vi intenst og målrettet, tilføjer han.
Mindeværdige øjeblikke
Holm Trio har gennem årene haft mange mindeværdige optrædener, men et af de arrangementer, der står klarest i Louise Holms erindring, er “Mad i Middelfart.”
– Det var virkelig hyggeligt. At spille på gaden i vores egen by og mærke opbakningen fra folk – det var en helt særlig oplevelse.
Flemming er enig og tilføjer:
– Når alt fungerer – fra god lyd til samspil med publikum – går man fra koncerten med en enormt tilfreds følelse. Det er de øjeblikke, vi altid søger som musikere.
Selvom Holm Trio har spillet sammen i mange år, ser de stadig frem til at skabe mere musik og bringe endnu mere liv til Middelfarts bymidte.
– Vi håber at kunne være med til at bringe mere musik og liv til byens centrum. Det er fantastisk at være en del af byens musikliv, siger Flemming.
Søren afslutter med et smil:
– Hvis vi kan være med til at inspirere dem, der booker musik, til at kigge mere lokalt, så føler vi, at vi har gjort noget godt.