Fredericia byder på en ganske særlig fejring i år. Byens faste tradition med at markere sin historiske rolle som fæstningsby under Fæstningsdagene i juli får i 2024 en ekstra stjerne. Det er nemlig 175-års jubilæet for Slaget ved Fredericia den 6. juli 1849, og denne betydningsfulde anledning fejres med deltagelse af H.M. Dronning Margrethe.

– Det er med stor ære og glæde, at vi ser frem til H.M. Dronning Margrethes besøg den 6. juli i år. Det er en helt enestående tradition, der fortsætter. Siden 1949 har H.M. Dronning Margrethe deltaget i 100-års jubilæet, 125-års jubilæet, 150-års jubilæet og nu i 175-års jubilæet for udfaldet fra Fredericia i 1849. Det er vi dybt taknemmelige for, udtaler formanden for 6. juli Komiteen, Erik Schwensen.

Fejringen vil starte med, at H.M. Dronning Margrethe deltager i mindegudstjenesten i Sct. Michaelis Kirke. Efter gudstjenesten vil hun overvære den traditionsrige procession, der går fra Meldahls Rådhus gennem byens historiske gader.

– Et jubilæumsår er en særlig anledning, og derfor glæder det mig også, at H.M. Dronning Margrethe deltager i fejringen af vores garnisonsby. Historisk er Fredericia knyttet til Kongehuset helt tilbage til 1650, hvor Kong Frederik den 3. grundlagde Fredericia som kongelig fæstningsby. Vi glæder os hver gang repræsentanter fra Kongehuset besøger vores by, siger borgmester Christian Bro.

Hele byen står klar til at tage imod dronningen og fejre denne særlige dag med manér. Det bliver en mindeværdig begivenhed, hvor fortid og nutid smelter sammen i en højtidelig hyldest til Fredericias stolte historie og Kongehusets vedvarende støtte til byen.