KULTUR. Odense bliver i august igen centrum for et væld af kulturtilbud, når H.C. Andersen Festivals afvikles for 12. gang. Fra torsdag den 14. august og ti dage frem byder byen på shows, musik, teater, udstillinger, gadeperformance og mere end 500 andre aktiviteter.
Årets åbningsshow har titlen »Store drømme og smukke toner« og samler Michael Falch, URO, Ginne Marker og Trine Therkelsen, der akkompagneres af Odense Symfoniorkester. Herefter venter et program, der spænder bredt fra opera, streetart og nycirkus til comedy, dans og foredrag.
Festivaldirektør Peter Bøgholm ser frem til endnu en udgave af Danmarks største bykulturfestival.
»Vi glæder os enormt meget til igennem ti dage at fylde Odense med kultur i alle afskygninger og trække en masse gæster til Fyn. Vi har endnu en gang sat et spændende program sammen, hvor der er noget for enhver smag og interesse samt en masse perler og overraskelser. Som altid er det svært at fremhæve det ene frem for det andet, men noget af det, jeg ser allermest frem til, er de mange sprudlende aktiviteter i gaderne både i dag- og aftentimerne,« siger han.
Et af højdepunkterne er det store udendørs aftenshow »Fugl Fønix«, skabt af Teatret Hakkehuset og den italienske nycirkusgruppe eVenti Verticali. Forestillingen udspiller sig i luften og fra en skulpturel rede på Flakhaven og kombinerer akrobatik, røg, dans og musik. Reden indgår også i udstillingen »Fønix Haven« under Odense Blomsterfestival, der i år afholdes for 26. gang som en integreret del af festivalen.
Blandt de øvrige oplevelser er Danmarkspremieren på operaen »Det 13. barn« af Poul Ruders, instrueret af Johan Klint Sandberg, tre dages musik på Amfiscenen med navne som Freja Kirk og Peter Sommer & Palle Hjorth, et 24 meter langt vægmaleri af streetartkunstneren Balstroem, og workshops med Dansk Danseteater. Munke Mose bliver omdannet til loungeområde med Street Food Festival, mens Teater Momentum præsenterer både talks, readings og nye teaterkoncepter.
H.C. Andersen Festivals startede for 14 år siden som et samarbejde mellem odenseanske erhvervsfolk, kommunen og kulturaktører. Ambitionen rækker langt ud over de nuværende rammer.
»Målt på omsætning er vi klart Danmarks største bykulturfestival, men vi har ambitioner om at blive Skandinaviens største. Derfor er ambitionen, at vi i 2030 har en omsætning på 40 mio. kr. og i 2040 en omsætning på 50 mio. kr. Det skal give os mulighed for at stramme programmets kvalitet yderligere, arbejde på at inkludere mere af Fyn, styrke vores dannelses- og læringsspor for børn og unge og være med til at understøtte helt nye tiltag under H.C. Andersen Festivals. Og så vil vi arbejde på at skabe nogle helt store begivenheder, der kan komme ud at flyve – ud i Danmark og ud i verden – og på den måde få skabt synlighed, tiltrækning og ikke mindst stolthed – til Fyn, til Odense og derved til festivalen,« siger Peter Bøgholm.