Metroselskabet, Københavns Kommune, Aalborg Kommune, Esbjerg Kommune, Middelfart Kommune og Aarhus Vand er blandt de offentlige bygherrer, som fremover vil stille krav om, at entreprenører bruger emissionsfrie arbejdsmaskiner. Det vil føre til mindre CO2-udledning, færre dødsfald og mindre støj.

14 af landets største offentlige bygherrer har netop underskrevet en hensigtserklæring om, at de fremover vil stille som krav, at entreprenører bruger emissionsfrie arbejdsmaskiner i bygge- og anlægsprojekter.

Underskrifterne er sat på konferencen Grønt Gearskifte, som er kulminationen på CO-PI’s skaleringsproces ‘Sammen om emissionsfrie arbejdsmaskiner’.

Skiftet fra dieseldrevne til emissionsfrie arbejdsmaskiner er godt for klimaet i form af mindre CO2-udledning – og vil også føre til færre dødsfald, hospitalsindlæggelser og mindre støj.

Det viser en ny samfundsøkonomisk analyse, CO-PI har fået foretaget, og som blev præsenteret tidligere i dag.

De 14 bygherrer er:

Københavns Kommune
Aalborg Kommune
Metroselskabet og Hovedstadens Letbane
Frederiksberg Kommune
Esbjerg Kommune
Odense Kommune
Aarhus Kommune
Middelfart Kommune
Region Hovedstaden
Novafos
Aalborg Forsyning
Aarhus Vand
Aarhus Havn
Kildedal By
Skaber større skala i efterspørgslen

En skaleringsproces er en metode indført af CO-PI, som samler flere offentlige aktører om en fælles udfordring.

Ved at gå i fælles dialog med markedet skaber de offentlige organisationer større skala i efterspørgslen.

Derved kan private virksomheder hurtigere kan se en forretning i at udvikle de nye løsninger, der er behov for.

Grøn omstilling kræver grøn indstilling

Line Barfod, Teknik- og Miljøborgmester, Københavns Kommune:

– Det er supergodt for den grønne omstilling, at der er så bred opbakning til en målrettet indsats for at overgå til fossilfri arbejdsmaskiner. I min egen forvaltning i Københavns Kommune har vi flere projekter, der skal sætte skub i udviklingen. Vi har eksempelvis indført en bonusordning, som belønner eksterne entreprenører for at indsætte emissionsfri arbejdsmaskiner. Og et politisk flertal har i budget 2023 besluttet at tilføre ekstra midler, så de køretøjer og materiel, som kommunen fremover selv indkøber, udelukkende er eldrevne. Jo flere, der bakker op og deltager i indsatsen, desto hurtigere kan vi gennemføre en grøn omstilling af området.

Lasse Frimand Jensen, borgmester, Aalborg Kommune:

– En grøn omstilling kræver en grøn indstilling, og her er emissionsfrie arbejdsmaskiner på byggepladserne et vigtigt skridt – også mod et bedre arbejdsmiljø. Som kommune har vi et stort ansvar for at træffe de smarte valg i dag, der kommer de næste generationer til gode. Det gør vi bedst i samarbejde med andre. Vi gentænker løbende vores egne arbejdsgange for at erstatte de fossile brændsler med rene energiformer som el. Hensigtserklæringen om emissionsfrie arbejdsmaskiner er til stor inspiration for det fremtidige arbejde. Næste skridt er at sikre endnu mere grøn strøm, så vi kan stå på mål for fremtidens krav til energi-infrastruktur – også på byggepladserne.

Jesper Frost Rasmussen, borgmester, Esbjerg Kommune:

– Esbjerg Kommune er klar til at accelerere den grønne omstilling for at nå målet om at være en CO2 neutral kommune i 2030. Derfor skriver vi under på hensigtserklæringen. For på egen hånd kan vi ikke nå i mål. Vi har brug for samarbejder og partnerskaber. Når både private og offentlige aktører går sammen om at efterspørge bæredygtige løsninger, sender vi et klart og utvetydigt budskab til omverdenen. Sammen er vi klar til at sætte barren højt for en mere bæredygtig fremtid.

Karina Topp, adminstrerende direktør, Aarhus Vand:

– Aarhus Vand er certificeret inden for fire af FN’s verdensmål, og den grønne omstilling er helt central i vores hverdag. Vi arbejder målrettet på at reducere udledninger fra vores anlægsarbejder. Derfor skriver vi i dag under på hensigtserklæringen om emissionsfrie maskiner. Vi har nu muligheden for at handle samlet med de øvrige offentlige bygherrer i skaleringsprocessen og få skabt den nødvendige bevægelse i markedet, så vi hurtigere kan få flere emissionsfrie maskiner på banen.

Carsten Riis, administrerende direktør, Metroselskabet og Hovedstadens Letbane:

– Hensigtserklæringen er vigtig for Metroselskabet, da den understøtter vores mål om at reducere klimapåvirkningen med 50% fra anlæg af ny metro. Vi ved godt, at vi ikke kan anlægge ny Metro emissionsfrit i morgen, men som en af landets største bygherre har vi en forpligtelse til at præge markedet, så udviklingen går i den rigtige retning. Maskinerne er ikke den største enkeltkilde til CO2 på vores byggepladser, men én af dem man lægger mærke til. Og dermed et vigtigt synligt eksempel på Metroselskabets grønne omstilling.

Forudsætninger for det grønne gearskifte

Pia Gjellerup, direktør i CO-PI, glæder sig over, at så mange forskellige offentlige bygherrer fra hele landet tilslutter sig hensigtserklæringen og vil stille krav om emissionsfrie arbejdsmaskiner.

– De offentlige bygherrer er landets største, og leverandørerne ser gerne, at der bliver stillet nye grønne krav. Heldigvis. For stor skala i den offentlige, grønne efterspørgsel og omstillingsparate, innovative virksomheder er de afgørende forudsætninger for det grønne gearskifte. Der ligger alle mulige praktiske udfordringer forude. Men det er muligt, siger Pia Gjellerup.

Konferencen Grønt Gearskifte blev afholdt CO-PI og en række af Danmarks største offentlige bygherrer i Industriens Hus den 23. november 2023.