middelfartavisen.dk › Business
Fuglen flyver fra flasken – Gamborg skifter navn og går internationalt
Fredag bliver Gamborg Bryghus til Gamborg Brewing Co. Med sig følger nyt logo, ny visuel identitet, tre nye øl og et farvel til flaskerne.

MIDDELFART. Der bliver skiftet skilt på bryggeriet i Middelfart. Fredag den 4. september 2026 lægger Gamborg Bryghus navnet bag sig og bliver til Gamborg Brewing Co. Med navneskiftet følger et nyt logo, en ny visuel identitet og et nyt udtryk for bryggeriets øl. Bryggeriet kalder selv skiftet for begyndelsen på Gamborg 2.0, og ambitionen rækker længere end Lillebælt. Målet er at stå stærkere både på den danske og den internationale craft beer-scene.
Fredag byder Gamborg indenfor med tre nye varianter på hanerne og i køleskabene. Det er Most Flowers Smell Wonderful, en Modern West Coast IPA, Tiki Trouble, en Pastry Sour, og Talk Birdie To Me, en DH Session NEIPA. Dertil kommer de to velkendte Lost Trail og Sub Merged, som har fået en makeover i den nye identitet.
Navneskiftet kommer efter flere års udvikling, hvor Gamborg er gået fra hobbyprojekt til et fuldtidsbryggeri med aktiviteter inden for både ølbrygning og drift af street food-marked. Efter det første år på Tråden i Middelfart mener bryggeriet, at tiden er inde til at samle aktiviteterne under en stærkere og mere international identitet.
»Det er en naturlig udvikling i vores rejse som bryggeri at gentænke os selv. Vi er gået fra hobbyprojekt til fuldtidsbeskæftigelse, og nu handler det om at skabe Gamborg 2.0 - et udtryk, der passer til den måde, vi ser os selv som bryggeri«, siger Stefan Sørensen, direktør i Gamborg Brewing Co.
Han peger på, at ordvalget i det nye navn ikke er tilfældigt.
»Vi har på nuværende tidspunkt samarbejder i gang med bryggerier fra flere forskellige lande, og derfor er overgangen fra Bryghus til Brewing Co. en naturlig og nødvendig ændring i vores bestræbelser på at blive en anerkendt spiller på det internationale craft beer-marked«, siger Stefan Sørensen.

Det nye logo er udviklet med ambitionen om at give Gamborg et mere frisk, råt og moderne udtryk, og designet henter blandt andet inspiration fra skate- og hiphopkulturen. Det skal understøtte bryggeriets ambition om at være den frække og eksperimenterende dreng i bryggeriklassen, både når det gælder ølbrygning og driften af street food-markedet i Middelfart. Identiteten er udviklet sammen med bryggeriets grafiker og kommunikationsmedarbejder, Alexander Strange Slot.
»Det har været vigtigt for os i arbejdet med det nye logo, at der er en rød tråd mellem den måde, vi driver bryggeri på, og den position, vi gerne vil indtage på den danske og internationale ølscene«, siger Alexander Strange Slot.
»Vores tanke var at skabe et råt og tidssvarende logo, og jeg mener, at vi er kommet rigtig godt i mål med det«, siger han.
Forandringen stopper ikke ved skiltene. Gamborg går samtidig fra flaskeøl til dåseøl, og dermed siger bryggeriet også farvel til den velkendte Fugl, som i mange år har præget designet på flaskerne. Den nye emballage er en del af det samlede visuelle løft og skal understøtte fortællingen om et moderne bryggeri, der tør eksperimentere med både processer, ingredienser og udtryk.
Selv om ambitionerne peger ud over landets grænser, bliver rødderne i Middelfart. Med nye internationale samarbejder skal Gamborg Brewing Co. fremover være et navn, der fungerer både herhjemme og uden for landets grænser. Navneskiftet markerer ifølge bryggeriet ikke et brud med historien, men begyndelsen på næste kapitel. Fra fredag den 4. september 2026 hedder det Gamborg Brewing Co.






