SPORT. Der var fest, farver, musik og fodboldfokus, da FC Fredericia tirsdag aften inviterede fans, sæsonkortholdere og sponsorer til Fredericia Teater i Prinsessegade. Her præsenterede klubben sit nye logo, sin nye slagsang og fik selskab af musicalen What Is Love, som i øjeblikket spiller på scenen.
Melvin Kakooza var aftenens vært og satte tonen med humor og timing, mens publikum fyldte salen til sidste plads. Blandt gæsterne var borgmester Christian Bro og klubejer Anders Østergaard, der fulgte showet side om side med spillere, frivillige og fans.
Efter showet fortsatte festen i foyeren, hvor der blev skrevet autografer, taget selfies og talt med spillere og trænere. Melvin Kakooza var populær blandt både børn og voksne, og man kunne købe de første varer med klubbens helt nye logo.
Bag det nye design står Anders Christiansen fra bureauet Created in Black, der sammen med Stig Pedersen har udviklet klubbens nye visuelle identitet.
»Nu er det jo mange år siden, vi lavede det gamle sammen,« forklarede Anders Christiansen. »Og for ligesom at fejre oprykningen og skabe et mærke, som skal bæres på merchandise og trøjer, har det været vigtigt for os at lave noget, der kan holde i mange år. Noget, der kan virke på mange medier, og som kan bæres på nye trøjer og spændende designs.«
Han fortalte, at processen begyndte umiddelbart efter oprykningen i maj. »Der er sket enormt meget på Monjasa Park siden da. Der har været mange møder, og der er blevet bygget meget omkring klubben – også digitalt. Logoet er tænkt som en overbygning på alt det, vi har skabt, og forhåbentlig noget, der kan leve i mange år frem.«
Anders Christiansen forklarede, at logoet er designet til at fungere i mange sammenhænge: »På trøjen her er det sort og hvidt, men det kan bruges i mange farver. Dengang vi lavede det gamle logo, var der jo ikke Instagram, LinkedIn og Facebook på samme måde. Nu får vi også noget størrelse og fleksibilitet, og så har vi givet det et moderne touch, som gør, at vi kan lave cross-promotion og design med vores partnere.«
Han pegede på, at det nye udtryk skal hjælpe klubben med at tiltrække større samarbejdspartnere. »Vi kan se på Superligaens tophold, hvor meget de gør ud af deres brand og trøjer. Det er det, vi også vil. Vi skal videre – vi skal ikke blive stående,« sagde han.

Stig Pedersen: »Det er en overbygning på alt det, vi har gjort«
For Stig Pedersen, der i årevis har haft en central rolle i FC Fredericia, markerede aftenen både et gensyn og et nybrud.
»Det var nok, fordi vi rykkede op,« sagde han om beslutningen om at forny klubbens identitet. »Vi har haft det gamle design i mange år, og Anders har været med os hele vejen. Men nu kommer vi op i en helt anden liga, hvor der er mange mennesker, der gerne vil os. Så giver det også mening at kigge på design og farver og følge med tiden.«
Han understregede, at det nye design skal afspejle klubbens udvikling. »Det er en helt anden platform, vi konkurrerer på og agerer på. Fans og sponsorer skal kunne se sig selv i det, og derfor er vi rigtig glade og stolte af resultatet,« sagde han.
Stig Pedersen pegede på, at logoet og den nye visuelle retning hænger tæt sammen med klubbens fremtidige ambitioner. »Vi svinger ind i dels et udtryk, men også en forretning. Vi vil gerne have, at folk går rundt i FC-trøjer. Det var lidt sjovt på Smukfest i år, hvor vi gik rundt, og der var allerede folk, der havde FC Fredericia-trøjer på. Det har vi aldrig oplevet før, og jeg er sikker på, at vi bliver endnu mere synlige, når de nye trøjer bliver præsenteret.«
Et stærkt fællesskab omkring klubben
Han fortalte, at mange sponsorer også mærker stoltheden uden for byen. »Vi har mange sponsorer, som arbejder uden for Fredericia, og de bliver hele tiden spurgt til klubben. De taler om FC Fredericia, fordi vi har gjort det så flot. Det er et fantastisk indtog i Superligaen, og det viser bare, hvor meget større alt er i den liga.«
Stig Pedersen takkede samtidig alle, der har været en del af rejsen. »Jeg har været med i rigtig, rigtig mange år. Det største var oprykningen mod Hvidovre, og siden er det bare eksploderet – ikke mellem hænderne på os, men omkring klubben og byen. Det har været helt fantastisk. Vi har bygget stadionet større, vi har fået nyt anlæg, og vi har et hold, der er konkurrencedygtigt i Superligaen. Spillerne, trænerne, de frivillige – alle har gjort en kæmpe indsats,« sagde han.
Han stoppede et øjeblik, inden han fortsatte: »Alle fansene og sponsorerne har været med i mange år. Vi har fortalt den samme historie igen og igen, men de holdt ved. Og det gjorde vi også. Derfor står vi her nu.«

Frederik Rieper: »Det kan næsten ikke beskrives med ord«
Anfører Frederik Rieper genoplevede under showet den aften, hvor klubben sikrede sig oprykningen til Superligaen.
»Vi havde i nogle uger gået og hørt folk sige, at det var lige rundt om hjørnet, at vi rykkede op. Selvom vi prøvede at benægte det, kunne man godt mærke, at nervøsiteten begyndte at komme i truppen. Da Hvidovre scorede til 1-0 i første halvleg, tænkte vi, at det måske kunne blive spændende igen,« sagde han.
Han huskede, hvordan kampen udviklede sig dramatisk, og hvordan stemningen skiftede, da resultatet i Horsens tippede. »Det var helt vanvittigt. Vi hørte, at Horsens var foran, så vi troede, det skulle fejres lidt lowkey. Men så begyndte folk på tribunen at juble, og så kunne vi mærke, at der skete noget. Det kan næsten ikke beskrives med ord,« sagde Rieper med et grin.
Han indrømmede, at han i kampens eufori troede, oprykningen var sikret, før den reelt var det. »Jeg løb ud til fansene og jublede helt sindssygt, men jeg anede faktisk ikke, at kampen i Aarhus ikke var slut endnu. Jeg troede helt sikkert, vi var rykket op der.«

Morten Bruun: »En innovativ klub i Superligaen«
Ven af huset og fodboldekspert Morten Bruun var også på scenen for at sætte ord på klubbens udvikling.
»Det, der først sprang mig i øjnene, var, hvor mange tilskuere der har været til kampene. Det er imponerende. Jeg ser jo klubben udefra i mit arbejde, men jeg kalder mig selv en ven af huset. Stig og Sørette Pedersen er blandt mine allerbedste venner, og jeg har spillet sammen med Karl Hansen i Silkeborg. Så jeg føler mig tæt forbundet,« sagde Bruun.
Han roste klubbens måde at angribe Superligaen på. »Jeg synes, det er interessant med en oprykker, der kan præsentere os for noget andet end det, vi har været vant til at se. FC Fredericia er faktisk den klub i ligaen, der har præsenteret flest forskellige spillere på flest positioner. Det er et meget innovativt hold,« sagde han.
Morten Bruun talte også om perspektivet. »Jeg har siddet på Monjasa Park, hvor der var 465 tilskuere, og jeg har spillet på Baldersvej. Jeg har set klubben udvikle sig fra anonym til ambitiøs. Det er en rejse, der fortjener respekt.«
Han satte klubbens nuværende placering i perspektiv: »Det svarer næsten til at vinde verdensmesterskabet, hvis FC Fredericia bliver nummer 10 i år. Det er så svært at etablere sig i Superligaen. Derfor skal man nyde nuet. Selvfølgelig skal man kigge fremad, men man skal også huske, hvor man kommer fra.«

Michael Hansen: »Det handler om at have sig selv med«
Cheftræner Michael Hansen talte om det ansvar og den læring, som følger med Superliga-livet.
»Ligesom det har givet meget at være med i sidste sæson, og det har samlet folk og givet glæde, så skal I huske, at fodbold har begge sider,« sagde han. »Lige nu i Superligaen kan vi nok ikke forvente, at det går opad hele vejen. Måske har vi mærket det første lille bump den sidste måned. Men det vigtigste er, at vi har os selv med.«
Han understregede vigtigheden af mod og nysgerrighed. »For os handler det om at være optimistiske og fremadrettede. At være modige, kunne lave fejl og indrømme dem. Det er sådan, vi bliver bedre.«
Michael Hansen talte også om oprykningssæsonen. »Jeg er nok mest stolt af den rejse, vi har været på, og hele det år. Hvor utroligt få nedgange der var, og spillerne blev ved med at blive bedre. Det er noget af det, man husker fra sin karriere – at være med til noget som det her.«
Han forklarede, at resultaterne i Superligaen kommer som følge af det daglige arbejde. »Vi valgte en strategi, hvor vi ville fortsætte med det samme udtryk, fordi vi følte, at hele truppen kunne være med. Resultaterne er et produkt af det arbejde, vi laver hver dag.«
En klub, en by, en fælles rejse
Da aftenen nærmede sig sin afslutning, stod det klart, at præsentationen var mere end en visuel forandring. Det var en markering af, hvor langt FC Fredericia er nået – og hvor meget, klubben betyder for byen.
Folk blev hængende længe i foyeren. Der blev taget billeder, grinet og delt minder. De røde og sorte farver lyste fra trøjer og tasker med det nye logo, og stemningen var præcis som klubben selv gerne vil være: nærværende, stolt og fuld af kærlighed til spillet.
»Vi har fortalt den samme historie mange gange,« sagde Stig Pedersen med et smil, mens folk forlod teatret. »Men det er stadig den samme sandhed. Vi gjorde det sammen. Og det gør vi stadig.«