Fiskernes Forsikring er flyttet ind i sit nye hovedkvarter på Stensgårdvej i Middelfart, hvorfra selskabet fremover servicerer både erhvervs- og privatkunder. Flytningen til en mere central placering i landet skal bringe selskabet endnu tættere på kunderne og styrke positionen som en af Danmarks førende maritime forsikringsspecialister.
Samtidig med indflytningen sætter selskabet ekstra fokus på private lystbåde gennem brandet Dansk Fartøjsforsikring. I modsætning til de mere traditionelle forsikringsselskaber, som favner bredt, bygger Dansk Fartøjsforsikring på mere end et århundredes specialisering inden for maritim forsikring, hvor erfaringerne fra fiskeriet er omsat til løsninger, der tager højde for de behov og udfordringer, private bådejere møder på vandet.
Administrerende direktør Kent Forsum Sørensen ser lanceringen som et naturligt næste skridt i virksomhedens udvikling.
»Vi skal have opbygget en god og sund forretning inden for lystbåde. Det skal ske samtidig med, at vi fastholder og videreudvikler vores position på fiskefartøjer. Vi har over 130 års erfaring fra det maritime med stor ekspertise, viden og ikke mindst kompetente medarbejdere. Den erfaring giver os et stærkt udgangspunkt for at tilbyde private bådejere en forsikring, hvor rådgivningen bygger på reel maritim indsigt,« siger han.

Direktøren understreger samtidig, at væksten ikke ændrer på virksomhedens identitet.
»Vi har stærke rødder i fiskeriet, som altid vil have en plads hos os. Fiskeriet er en del af vores DNA og vil fortsat være et kerneområde for Fiskernes Forsikring,« lyder det fra Kent Forsum Sørensen.
Den nye lystbådsforsikring er udviklet med fokus på fleksibilitet og henvender sig til lystbåde med en værdi på op til 2,5 millioner kroner og en tophastighed på op til 40 knob. Hvor mange forsikringsløsninger på markedet i dag er bygget op, så kunden skal passe ind i kassen, har Dansk Fartøjsforsikring gjort op med den tilgang. Forsikringen kan skræddersyes med udvidede dækninger for blandt andet løsøre, mast og rig samt sejl, ligesom ulykkesforsikringen kan tilpasses det antal personer, der kan være på den enkelte båd. Kunden kan desuden selv vælge selvrisiko.
Selskabet belønner samtidig bådejere, der investerer i sikkerhed og kompetencer. Der kan opnås rabat ved elektronisk tyverisikring, og indehavere af speedbådscertifikat, duelighedsbevis eller skippereksamen kan ligeledes få præmierabat.
Selvom hovedkvarteret nu ligger i Middelfart, fastholder Fiskernes Forsikring sin lokale forankring med kontorer i Hirtshals, Gilleleje og Thyborøn.
Fiskernes Forsikring har siden 1889 specialiseret sig i forsikring i det maritime miljø. Som et gensidigt forsikringsselskab adskiller det sig ved, at det er kunderne, der ejer selskabet, hvilket betyder, at fokus er på langsigtede kunderelationer, høj faglighed og stærke forsikringsløsninger frem for kortsigtet profit.








