Torsdag meddelte skoleleder på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden, John Jensen, i en besked på Aula, at de er bekendt med, at flere elever på skolen har prøvet at tage stoffer. En forælder kalder skolen et epicenter for narko i Erritsø-området.
Der er kommer mange reaktioner efter, at avisen torsdag eftermiddag kunne berette om narkobekymring hos skolens ledelse. Flere forælder med børn fortæller, at det er kendt blandt en del, at der er problemer med narkotika på skolerne i Fredericia, og ikke kun på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden. En forælder, der ønsker at være anonym, og som har et barn på skolen, siger, at narkoproblemerne i Erritsø er i en omkreds fra skolen og hen til Møllebo Allé ved ungdomsboligerne.
– Hvis du tager en radius på to-tre kilometer fra skolen, så har du indrammet området med narko i Erritsø. Det er et slags epicenter, siger han bekymret.
Den anonyme forælder har snakket længe med sine børn over tid, og mener ikke at det er et nyt problem, selvom skoleledelsen først har gjort opmærksom på det nu. Samtidig er han dog glad for, at det nu kommer frem:
– Det er foregået i flere år, og det er unge helt ned til 13-14 år, der er involveret. Det foregår i bunden af Møllebo Allé ved ungdomsboligerne, og en enkelt gang har jeg sågar set, at der er blevet handlet på Erritsø Bytorv, hvor det var tydeligt, hvad der foregik, siger forælderen.
I disse måneder er problemerne taget til i Erritsø. Det skyldes, at de unge ikke længere hænger rundt udenfor i det centrale Fredericia, hvor særligt Østerstrand er et af de foretrukne steder at handle i sommermånederne.
– Her om vinteren foregår det på skolerne, og det er over én kam. Om sommeren foregår det på Østerstrand og nærområdet, i parkeringshuset og lignende steder. Det de gør, er at de sender en masse unge til at holde øje, og så snart SSP triller forbi, så er alt væk, fortæller forælderen.
For flere er det kommet som et chok, at der er narkotikaproblemer på en folkeskole, men forælderen mener ikke, at det er en overraskelse:
– Dem, der siger, de ikke ved noget, lyver. Alle på skolerne helt ned til 7. klasse ved det. De handler puffbars på Bygaden, der er hovedsædet for det, siger forælderen, der peger på, at der på Erritsø Fællesskole, afdeling Bygaden, ikke er tale om hårde stoffer, men mildere ting som puffbars:
– Men hvis du vil have hårdere ting, kan du nemt finde coke, amfetamin og lignende inde i byen. Det er meget bekymrende. Og man kan finde ud af det, hvis man kan tale åbent med sine børn.
På det overordnede plan mener forælderen, at man kan dele narkotikaproblemerne op i Fredericia. Der er Korskærparken, skolerne med de unge, og så er der midtbyen. Det er kendte problemer, men det får sjældent omtale. Derfor kritiserer den anonyme forælder også, at det bliver præsenteret som noget nyt:
– Dem i byen er i 20’erne og 30’erne og er danskere, og så er der de unge, der om sommeren kommer på Østerstrand og holder technofest til langt ud på natten, og så er der dem i Korskærparken, som ikke et etnisk danskere. Skolen skriver, som om det ikke er sket før, og det passer ikke. Det er sket i flere år – og det ved børnene også godt, slutter forælderen.