Roxana Bayati fra Dalum IF er blevet hædret med AL Sydbank og Danmarks Idrætsforbunds pris som Årets Frivillig 2025. Hun modtog prisen ved DR’s store sportsshow SPORT 2025 for sin indsats med at opbygge pigeafdelingen i klubben fra bunden.
En fodboldtræner fra Dalum i Odense kan nu kalde sig Årets Frivillig i dansk idræt. Roxana Bayati fra Dalum IF modtog lørdag aften prisen AL Sydbank og Danmarks Idrætsforbund’s Årets Frivillig 2025 ved DR’s SPORT 2025, der blev sendt direkte fra Jyske Bank Boxen i Herning.
Roxana Bayati hædres for sin ekstraordinære frivillige indsats, hvor hun i dag er træner for ikke færre end otte pigehold – hold, som hun selv har været med til at starte. Initiativet udsprang for nogle år siden, da hendes egen datter begyndte til fodbold i Dalum IF, og der på daværende tidspunkt ikke fandtes et pigehold i klubben.
I stedet for at acceptere situationen meldte Roxana Bayati sig selv som frivillig træner. Siden er ét hold blevet til otte, og pigeafdelingen er vokset markant med fokus på både fodbold, tryghed og fællesskab. I år er hun desuden blevet børneudviklingstræner i Dalum IF.
»Kæmpestort tillykke til Roxana Bayati, som uden tvivl spiller en stor og positiv rolle for de mange, mange piger, hun er træner for. Hendes indsats er utrolig og står som et lysende eksempel på, hvor meget de frivillige kræfter i vores idrætsforeninger kan udrette,« siger Thomas Bach, næstformand i Danmarks Idrætsforbund og medlem af juryen bag prisen.
Hyldet på scenen
Den 41-årige Roxana Bayati blev hyldet fra scenen ved SPORT 2025, hvor hun blandt andet blev overrasket af mange af de piger, hun til daglig træner i Dalum IF. Samtidig modtog hun en personlig hyldest fra sit idol, den tidligere landsholdsspiller Nadia Nadim.
Med prisen følger i alt 75.000 kroner. Heraf går 50.000 kroner til Dalum IF, mens 25.000 kroner tildeles Roxana Bayati personligt.
Hos AL Sydbank, der er medafsender på prisen, lægger man vægt på, at indsatsen rækker langt ud over det sædvanlige frivillige arbejde.
»Det er så velfortjent, at Roxana Bayati bliver kåret som Årets Frivillig i hele Danmark. Hendes indsats er ikke blot en videreførelse af et veletableret grundlag – tværtimod. Med sit store engagement har hun skabt en helt ny gren i klubben, til gavn for de mange fodboldpiger i dag og for kommende generationer,« siger Frank Mortensen, viceadministrerende direktør i AL Sydbank og medlem af juryen.
Også hæder til finalisterne
Ud over Roxana Bayati var to andre frivillige nomineret til prisen. Søren Hartvig Rasmussen, formand i Horsens Stallions, og Muamer Sultic, formand i Vallensbæk Bordtennis Klub, modtager hver 10.000 kroner for deres frivillige indsats.
Med prisen sætter Danmarks Idrætsforbund og AL Sydbank igen fokus på den betydning, frivillige kræfter har for idrætslivet i Danmark – og i år med en tydelig lokal forankring i Dalum.







