Strib Forsamlingshus har fået en imponerende start på deres foredragsrække, som allerede trækker fulde huse. Med 125 deltagere til det første foredrag, “Downsizing for seniorer”, er interessen fortsat stor for det næste arrangement den 8. januar 2025, hvor over 100 billetter allerede er solgt.
Fokus på knoglesundhed – for alle
Næste foredrag, “Kvinde, kend din knoglesundhed”, sætter fokus på, hvordan man kan passe bedst muligt på sine knogler hele livet. Selvom titlen retter sig mod kvinder, er mænd også meget velkomne, fortæller Strib Forsamlingshus. Foredraget tager udgangspunkt i forskning og praktiske råd om, hvordan motion, kost og kosttilskud spiller en central rolle for knoglesundheden – især fra 40-års-alderen og frem.
Bag foredraget står Pernille Ravn Jakobsen, en erfaren forsker og CEO i OSAIA Osteoporoseklinik. Siden 2015 har hun arbejdet intensivt med knoglesundhed og står blandt andet bag den gratis app “Mine Knogler”, som er udviklet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Videncenter for Knogler.
Foredraget varer to timer og vil give deltagerne indsigt og praktiske råd om, hvordan de kan passe på deres knogler. Undervejs serveres der et glas vin fra Piemonte på Flaske i Strib og kage fra SuperBrugsen i Strib, tilføjer forsamlingshuset.