I dag, den 6. februar 2025, fik ADP besked fra EU-Komitéen om, at ADP har fået godkendt sin ansøgning om CEF-midler (Connecting Europe Facility) på 15,3 millioner kroner til etablering af landstrøm på Fredericia Havn.

I juli 2024 fik ADP omkring 50 millioner kroner i støtte til havneudvidelsen på Fredericia Havn. De støttemidler kom fra CEF-puljen, der har til formål at forstærke og styrke tilgængeligheden og sammenhængskraften på det transeuropæiske transportnetværk (TEN-T) på tværs af Europa.

I dag, den 6. februar 2025, har ADP fået tilsagn om 2.052.600 euro (15.317.440 kroner) i støtte af CEF-midler til etablering af landstrøm på Fredericia Havn.

– Det var en stor anerkendelse af Fredericia Havn, da vi fik tilsagn om støtte af CEF-midlerne i sommeren 2024, og at vi får den anerkendelse endnu en gang, er vi utroligt stolte af. Fredericia Havn spiller en stor rolle for at understøtte dansk eksport og import nu og i fremtiden. Det kræver, at vi omstiller os og retrofitter vores infrastruktur, så den passer til fremtiden. Det er rigtig stort for os, at det bliver anerkendt fra EU’s side, fastslår Rune D. Rasmussen, CEO i ADP.

Landstrømsanlæg på Fredericia Havn

Det er et EU-krav, at alle TEN-T-havne med en vis container- og RO/RO-aktivitet skal tilbyde landstrøm til skibene fra den 31. december 2029. Derfor er der fra start også tænkt landstrømstilslutning ind i havneudvidelsen i Fredericia. Med de nye CEF-midler og med gode kundedialoger er det ifølge Rune D. Rasmussen en mulighed at fremskynde etableringen af landstrøm på Fredericia Havn.

– Havneudvidelsen har fra starten også været en investering i den grønne omstilling af transportsektoren generelt, fordi søtransport med container- eller RO/RO-skibe er et miljørigtigt alternativ til lastbiltransporten, siger Rune D. Rasmussen og fortsætter:

– Vi ville under alle omstændigheder komme til at leve op til EU-kravene om landstrøm inden udgangen af 2029, men med CEF-midlerne og på baggrund af positive dialoger med vores kunder giver det os mulighed for at fremskynde dette og etablere det i løbet af 2027.

Udvalgsformanden for Klima-, Energi- og Miljøudvalget i Fredericia Kommune og bestyrelsesmedlem i ADP, Tommy Rachlitz (C), er tilfreds med, at det er lykkedes at fremskynde processen om at skaffe midler og på den måde fremskynde processen om landstrøm i Fredericia. Et område som har været vigtigt at have fokus på som ejerrepræsentant.

– Det er bemærkelsesværdigt, at ADP går foran på så mange områder. Det er et krav, at der kommer landstrøm inden udgangen af 2029, men at ADP lægger kræfter i og lykkes med igen at få midler fra en EU-pulje, der kan fremskynde processen til stor gavn og efterspørgsel for hele Fredericia. Det er yderst positivt, afslutter Tommy Rachlitz.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her