I dag arbejder godt 13.400 internationale medarbejdere i Fredericia, Kolding, Middelfart og Vejle. Det er knap 7.000 flere end for ti år siden. Det viser en ny analyse fra Dansk Industri. DI Trekantområdet glæder sig over stigningen og håber, at den positive udvikling fortsætter. Der er nemlig brug for flere medarbejdere til at besætte ledige stillinger hos de lokale virksomheder.

For ti år siden udgjorde de internationale medarbejdere 6 procent af arbejdsstyrken i Trekantområdet. I dag ligger tallet på 10 procent. Det er i alt 13.400 medarbejdere med jobs i f.eks. landbrug, industri, transport og forskellige servicefag. I Vejle er antallet eksempelvis steget fra 2.800 i 2012 til 5.600 i 2022.

Det viser en ny analyse fra Dansk Industri, der kortlægger andelen af internationale medarbejdere i landets 98 kommuner fordelt på branche og nationalitet. 

– Jeg er meget glad for, at antallet af internationale medarbejdere er steget så markant i Trekantområdet. Virksomhederne har brug for flere hoveder og hænder til at levere på de mange ordrer, hvor vi blandt andet ser en stigende efterspørgsel på nye grønne produkter. Samtidig er ledigheden i Danmark meget lav, og der er ikke udsigt til en vækst i arbejdsstyrken. Vi kan ganske enkelt ikke undvære den ekstra arbejdskraft, siger bestyrelsesleder for DI Trekantområdet Pia Jakobsgaard-Iversen.

Den største gruppe af internationale medarbejdere i Trekantområdet kommer fra Polen og Rumænien. Godt en tredjedel af de ansatte inden for området landbrug, skovbrug og fiskeri er internationale medarbejdere. Også hotel- og restaurationsbranchen, servicefag, industri og råstofudvinding har mange internationale medarbejdere på lønningslisten.

– Jeg er ikke overrasket over, at de internationale medarbejdere finder jobs i mange forskellige brancher her i området. Vi har et stærkt erhvervsliv, og rigtig mange virksomheder mangler folk, siger Pia Jakobsgaard-Iversen.

I Fredericia står internationale medarbejdere for en tredjedel af den samlede medarbejdertilvækst siden 2012, mens det i henholdsvis Vejle og Kolding er ca. 45 procent.

– Vi er i hård konkurrence om den internationale rekruttering med mange andre områder og lande, der også skriger på arbejdskraft. Derfor vil jeg opfordre kommunerne til at arbejde aktivt for at tiltrække og fastholde internationale medarbejdere til vores område. De kan blandt andet gøre det nemt at få papirarbejdet ordnet, sikre job til begge parter i familien og sikre, at resten af familien kommer på plads i lokalområdet og i nye institutioner, når nye internationale medarbejdere har takket ja til stillinger her, siger Pia Jakobsgaard-Iversen og fortsætter:

– Vi ved desuden, at mange internationale medarbejdere efterspørger internationale pasnings-, skole- og uddannelsesmuligheder. Så det bør der også være fokus på. Og så skal vi selvfølgelig være gode til at fortælle om alle de fordele, som de danske virksomheder og det danske samfund kan tilbyde.

Antallet af internationale medarbejdere i hele Danmark er fordoblet i løbet af de seneste ti år fra 140.000 i 2012 til 290.000 i 2022. Stigningen er fortsat ind i 2023, hvor vi for flere måneder siden har rundet 300.000 internationale medarbejdere.

Analysen

Alene i 2022 voksede antallet af fuldtidsbeskæftigede internationale medarbejdere med mere end 36.000 fuldtidspersoner til et rekordhøjt niveau på knap 290.000 fuldtidsbeskæftigede, hvilket svarer til 12 pct. af den samlede arbejdsstyrke i Danmark. For ti år siden udgjorde internationale medarbejdere blot 7 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Stigningen er fortsat ind i det første halvår af 2023, hvor der i flere måneder har været mere end 300.000 internationale medarbejdere.

Andelen af lønmodtagerne, som er internationale medarbejdere, varierer mellem regioner. I Hovedstadsområdet udgør internationale medarbejdere 16 pct. af de ansatte på virksomhederne, mens de i Nordjylland og på Bornholm blot udgør 8 pct. af arbejdsstyrken.

Den største stigning i antallet af internationale medarbejdere er i Hovedstadsområdet, hvor der i 2022 er knap 62.000 flere fuldtidsansatte internationale medarbejdere. Det svarer til en vækst på 6,5 pct. point. Stigningen i antallet af internationale medarbejdere det seneste årti har gjort sig gældende i samtlige kommuner i Danmark, hvilket fremgår af tabel i bilag.

Væksten i beskæftigelse drives i vid udstrækning af inter-nationale medarbejdere

Der har været vækst i antallet af internationale medarbejdere i alle dele af landet. I både Sydjylland, Nordjylland, Midt- og Vestjylland samt på Bornholm er antallet af internationale medarbejdere steget mere end danske medarbejdere. I både Sydjylland og Midt- og Vestjylland står internationale medarbejdere for hele 65 pct. af den samlede medarbejdertilvækst i området, mens der på Bornholm har været et fald i antallet af medarbejdere med dansk statsborgerskab i regionen fra 2012 til 2022, på trods af en stigning på 550 in-ternationale medarbejdere. Tallene fremgår af tabel i bilag.

Flest medarbejdere kommer fra Østeuropa

Størstedelen af de internationale medarbejdere i Danmark kommer fra Polen. Sådan har billedet været gennem en længere årrække. De udgør mere end hver 8. internationale medarbejder i Danmark. Rumænere udgør den anden største gruppe af internationale medarbejdere i Danmark. Det er en gruppe, der er vokset relativt meget. For ti år siden stod de for 4 pct. af de internationale medarbejdere, mens de i 2022 stod for 8,5 pct. af den samlede gruppe. Ser man lige uden for top 10, så er Indien iøjnefaldende med en betydelig stigning på 5.000 medarbejdere over det seneste årti, hvilket er mere end en tredobling af indiske medarbejdere i Danmark.

Andelen af lønmodtagerne, som er internationale medarbejdere, er størst i brancher med en høj grad af faglært og ufaglært arbejde

De brancher, som har den største andel af internationale medarbejdere, er kendetegnet ved, at typen af arbejde i høj grad er faglært og ufaglært. Brancherne landbrug mv., hoteller og restauranter, samt rengøring, operationel service mv. har den største andel af internationale medarbejdere, hvor mere end hver 4. medarbejder er international. Modsat fremgår det, at den internationale arbejdskraft er repræsenteret i betydelig mindre grad i den offentlige og finansielle sektor, hvor det kun er hver 16. medarbejder som er international.

Andel af internationale medarbejdere i hver branche varierer geografisk. Eksempelvis er den høje andel af internationale medarbejdere i landbrug mv. størst i Jylland og på Fyn. I Hovedstadsområdet er knap halvdelen af medarbejderne i hotel og restauration internationale. På Sjælland er andelen af internationale medarbejdere relativ høj inden for bygge og anlæg. Se sidste tabel i bilag for oplysninger omkring andel af internationale medarbejdere for hver branche i hver landsdel.