Karin B. Nissen er privat socialrådgiver med speciale inden for handicap og psykiatri. Hun er forfatter til bogen “Systemstress.” Bogen handler om den stress, som det offentlige og private behandlersystems sagsbehandling i stadig stigende grad udsætter patienter og pårørende for. AVISEN.NU har derfor taget kontakt til Karin for et interview. Det blev til en længere samtale om hendes tanker og idéer om systemstress, når systemerne stresser dig, både som patient og pårørende. Karin gør status på området i dag og kommer ind på, hvilke løsninger hun ser på området.

I interviewet kommer Karin B. Nissen blandt andet ind på den dobbeltsidige stress med systemstressen, som opstår på den ene side af skrivebordet hos patienten og de pårørende, og moralsk stress, som opstår på den anden side af skrivebordet hos de ansatte sagsbehandlere i deres dilemmafyldte sagsbehandling. Moralsk stress, som både opstår i social- og sundhedssystemerne i velfærdsstaten, og som Karin uddyber og begrunder i interviewet, en moralsk stress, som kan ende i en form for forråelse hos den enkelte medarbejder.

Karin B. Nissen fortæller endvidere om, hvorfor hun har skrevet bogen, og hvordan hun har skrevet og struktureret bogen. I tredje del af bogen kommer Karin ind på nogle konkrete redskaber til, hvordan man kan arbejde med systemstressen, hvor to af de mest virksomme er, dels hvordan man kan få sagen afgrænset og ikke fylde 24 timer i døgnet og dels anbefalingen om at tage en kompetent bisidder med i mødet med systemets sagsbehandlere, samt flere andre konkrete redskaber, som du kan høre mere om i interviewet.

I interviewet kommer vi også ind på det, Karin B. Nissen kalder “et trygt samtalerum”, og som Karin arbejder ud fra som privat socialrådgiver, uddyber betydningen heraf og giver gode eksempler på, herunder reprogrammering af tidligere oplevelser, forskellige modeller af verden og udvikling af personlige mestringsstrategier. Begribelighed og identificering af meningsfulde mål var også interessante emner fra bogen, som vi kommer ind på i interviewet.

Interviewet afslutter vi med at tale lidt om de fem råd, som bogen afsluttes med, og Karins vision og håb for håndteringen af systemstress, blandt andet i form af en handicappolitik, som i højere grad følger FN’s forskellige konventioner, som vi i Danmark har underskrevet, og som gældende lov i virkeligheden lægger op til. Det er praksis, det er galt med, de mange sagsbehandlingsfejl, der foregår i praksis, og oplevelsen af, at den hjælp der faktisk er at få, den har man af en eller anden grund ikke adgang til, og det er en kamp at få den hjælp, der er brug for. Det er Karins håb, at vi kommer over i et system, som faktisk er hjælpsomt, mere end bare på papiret.

Vi runder interviewet af med at tale om de potentialer, der ligger i kompetenceudviklingen, ikke bare af de enkelte sagsbehandlere i systemerne, men også af alle os andre som almindelige samfundsborgere uanset alder, tid og sted vi befinder os i.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/