I hjertet af Brenderup, på Bystævnevej 4, spirer en drøm om bæredygtighed og fællesskab frem fra mulden. Efter flere års forberedelser, hvor visionen om en off-grid bydel har kæmpet sig igennem bureaukratiske udfordringer, er de første spadestik nu taget.

Projektet blev oprindeligt sat i gang i 2016, og efter et møde på rådhuset i 2017 begyndte jagten på den perfekte grund. Men vejen mod realisering har været lang og besværlig. Først i 2024 kunne man endelig tage det første spadestik på den grund, der skulle blive hjemsted for en ny måde at tænke bolig og livsstil på. Forsinkelser og bureaukrati har været uundgåelige, men nu kan man endelig begynde at se de første konturer af den vision, der har drevet projektet fremad.

Nu, hvor dette bureaukratiske kludetæppe er blevet løst, kan Grobund Brenderup endelig materialisere sig som et af Danmarks mest nyskabende boligprojekter. De første huse begynder allerede at skyde op på det 4 hektar store område, som er udlagt til at rumme op til 34 små, bæredygtige boliger.

Når projektet står færdigt, vil Grobund Brenderup være hjem for op til 34 små huse, der alle er bygget efter bæredygtige principper. Beboerne vil have adgang til fælles faciliteter som et værksted, et fælleshus med kontorpladser og en tv-stue, hvor man kan mødes og dele erfaringer.

Martin Burlund og hans familie har selv valgt at blive en del af Grobund Brenderup og dets bæredygtige livsstil. Samtidig med har han fulgt projektet tæt gennem alle dets faser. Han forklarer, hvordan projektet i sin kerne er en reaktion på de alt for store boliger, der præger Danmark i dag.

– Vi bygger alt for store huse i Danmark, meget større, end vi overhovedet har brug for. Det har en utrolig stor påvirkning på klimaet. Men måden, vi har indrettet vores boligmarked på, gør også, at vi bliver ramt utrolig hårdt økonomisk. Vi bliver nødt til at være bankernes slaver i 30 år, bare for at få lov til at have et sted at bo. Det vil vi gerne ændre på, så vi kan leve mere balancerede liv, hvor der bliver mere tid til de vigtige ting, som at være sammen med familien, dyrke sine egne grøntsager, og bare have mere overskud til de ting, man gerne vil, siger han.

I stedet for at lægge beslag på unødige kvadratmeter fokuserer projektet på at skabe små, men funktionelle boliger, der kan opfylde de nødvendige behov, uden at efterlade et stort klimaaftryk. De små huse, som spænder fra 30 til 65 kvadratmeter, bygges med bæredygtige materialer og er designet til at være energieffektive. Martin understreger, at det ikke kun er en miljømæssig nødvendighed, men også en økonomisk overvejelse:

– Off-grid-konceptet handler om, at man selv bliver herre over sin egen energi. Det betyder, at man automatisk tænker meget mere over sit energiforbrug og nedskalerer det.

Martin Burlund

Projektet er designet til at være selvforsynende i en sådan grad, at boligerne hverken er tilkoblet offentlig el-, vand- eller kloakforsyning. Her er hver beboer ansvarlig for sin egen energiproduktion og spildevandshåndtering, hvilket er det, som er med til at skabe en bevidsthed om ressourcernes værdi og en større respekt for de naturlige begrænsninger, som livet i et off-grid hjem medfører.

– Man laver en engangsinvestering i et lille solcelleanlæg eller en lille vindmølle, og så er det det. På den måde er det både bæredygtigt for klimaet, men også økonomisk bæredygtigt for os selv, siger Martin og fremhæver, hvordan denne livsstil kan give langt mere frihed og uafhængighed fra det traditionelle forsyningsnetværk.

En mangfoldighed af løsninger

Grobund Brenderup tilbyder ikke én enkelt løsning, og Martin lægger vægt på, at der findes flere forskellige veje ind i fællesskabet, alt efter hvad man som kommende beboer ønsker. Han fortæller, at der allerede er solgt 15 af de 34 grunde, men han undrer sig over, hvorfor interessen ikke har været endnu større, givet de gunstige vilkår, projektet tilbyder.

– Jeg forstår ikke helt, hvorfor der ikke har været et større ryk-ind for at købe en grund her, for det er virkelig gode vilkår, vi har her, siger han og peger på de fordelagtige priser og de unikke muligheder, der følger med at være en del af et bæredygtigt og fremadskuende fællesskab, mens han undrer sig yderligere:

– Måske er det, fordi folk ikke overskuer at skulle bygge et helt hus selv. Men her får man hele pakken. Man kan gøre sig gældsfri og ikke være afhængig af at skulle arbejde. Det bliver mere et valg om, hvilke ting man gerne vil arbejde med, og hvor meget man gerne vil arbejde. Så ja, man får det utroligt billigt, et fællesskab, og man kan prøve at leve bæredygtigt.

Det, Martin taler om her, omhandler de forskellige huse i Grobund Brenderup. Nogle beboere vælger nemlig at bygge deres hus fra bunden, mens andre køber færdige huse, der blot skal placeres på grunden. Martin selv har valgt en kombineret tilgang, hvor han både har købt et færdigbygget hus og planlægger at foretage yderligere udvidelser selv til ham og hans familie.

– Der er mange forskellige modeller. Nogle køber et hus, som det gule hus der. Træhuset derovre og mit hus er også noget, vi har købt og fået sat på plads med en kran. Min plan er at udvide mit hus, så det bliver større, fordi jeg har en familie. […] Maries hus er blevet lavet af professionelle håndværkere, og der er styr på det hele. Så det er ikke selvbyg, men der er både mulighed for at få andre til at lave det, og også for at gøre det selv, forklarer han.

Derudover spiller Fælleshuset i Grobund Brenderup, ud over det enkelte hjem, en stor rolle i at forbinde de individuelle boliger med det fælles liv i bydelen. Det er her, beboerne mødes, deler ressourcer og deltager i fælles aktiviteter.

– Fælleshuset har mange muligheder, som kan supplere Tiny House-livsstilen med fælles faciliteter, siger Martin og fremhæver husets funktion som et socialt og praktisk knudepunkt i bydelen. Her findes både værksted, kontor og en tv-stue. Ved at dele ressourcer som vaskemaskiner og værksteder mindskes det individuelle forbrug og så er det ofte her, fællesskabets sociale liv udfolder sig, især omkring de fælles måltider.

– Vi laver tit fællesspisninger, og de, der er her, nyder at tilbringe tid sammen, fortæller Burlund.

Projektet, der udfordrer bolignormer

Grobund Brenderup fungerer som et projekt, der både udfordrer traditionelle byggemetoder og måske kan inspirere fremtidige boligprojekter til at tænke i nye baner.

– Man kan prøve at leve bæredygtigt. Jeg vil ikke sige, at man gør noget stort for klimaet, for det ville måske være lidt for ambitiøst, men man kan i hvert fald udforske en mere bæredygtig livsstil. Det tror jeg er rigtig fint, siger Burlund.

Med de første huse allerede under opførelse, er Grobund Brenderup ikke længere blot en vision – det er en realitet, der nu tager form i hjertet af Brenderup.