Fredericia Håndboldklubs Lykke Hansen er til VM i kvindehåndbold, der afholdes i Danmark og Norge. Netop de norske værter bliver Lykkes første modstander med det grønlandske landshold.

Det varer ikke længe før spændingen bliver udløst. Lykke Hansen blev udtaget til slutrunden i slutningen af december, og reaktionen var ikke til at tage fejl af: Lykke var stolt. Hun har siden barnsben kæmpet for at komme med til VM for hjemlandet, der i hendes tid som håndboldspiller på højt niveau ikke har formået at kvalificere sig før nu, hvor hun er 35 år. Hun har kæmpet sig tilbage fra en hjernerystelse, der holdt hende ude i over et år. I sommer skiftede hun til FHK, som hun tidligere har spillet for, og det har hjulpet hende på vej.

– De har været påpasselige. Jeg har været lidt skadet, og så har de passet på mig. Jeg har holdt et år og fire måneders pause fra håndbolden. I klubben har de været meget hjælpsomme, hvis jeg ikke har haft det så godt og sagt, at jeg bare skulle træne det med, som jeg kunne holde til. Vi har taget meget step by step. Jeg kender Mia, vores træner, fra da jeg spillede i FHK første gang, og hun har hjulpet mig meget. De unge spillere på holdet har også været gode ved mig. Jeg er den ældste på holdet, men de har været gode til at tage imod mig, siger Lykke Hansen.

Efter en periode i hjemlandet fra 2010 – 2019 kom Lykke Hansen retur til Danmark i 2019, hvor hun kom på kontrakt i Nykøbing Falster, hvor hun spillede frem til i sommer. Derefter gik turen tilbage til FHK, som hun spillede for i 00’erne, sammen med blandt andet Mia Nygaard Hansen. Det gør, at FHK nu kan bryste sig af at have en spiller med til VM, der indledes onsdag.

– Vi er meget spændte, men vi ser det som enhver anden kamp, der skal spilles, siger Lykke Hansen.

Siden den 24. november har hun været samlet med det grønlandske landshold, og onsdag går det løs.

– Vi har haft nogle gode træninger, synes jeg. Vi kommer til at tage det som det kommer, og har en masse tilskuere med til Stavanger. I alt er her 180 tilskuere med os, og de landede i Stavanger for tre dage siden, og vi blev modtaget af dem. Da vi ankom til vores hotel, stod de og heppede på os, siger Lykke Hansen og sætter ord på opbakningen:

– Det var faktisk rørende. Det er lidt ubeskriveligt, og det er noget, der kun sker en gang i livet, fortæller Lykke Hansen.

Kampen mod Norge er ikke den nemmeste på papiret. Grønland har ikke været med ved VM siden 2001, og så starter det hele ud mod VM-favoritterne fra Norge.

– Det er en hård kamp, men vi vil gøre vores bedste, konstaterer Lykke Hansen.

Nogen egentlig målsætning for VM har Grønland ikke, afslører FHK-spilleren.

– Vi tager én kamp ad gangen. Vi vil gøre alt, hvad vi kan i hver kamp og bare være fokuseret, siger Hansen.

Nu er det for alvor tæt på. I baggrunden kan man høre Lykke Hansens holdkammerater snakke. Spændingen stiger, og en drøm er på vej til at blive opfyldt: At løbe på banen til en kamp ved VM.

– Jeg har spillet siden jeg var ti år og spillet i ligaen og nu endelig være med til VM. I ligaen er der nu landsholdspause, og da jeg spillede i Nykøbing Falster tog vi på La Santa uden dem, der var med landsholdet, de var afsted, men nu er der mig, der er afsted. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, slutter Lykke Hansen.

Kampen mellem Grønland og Norge fløjtes i gang klokken 20:30. Foruden Norge møder Grønland i gruppespillet Sydkorea og Østrig.